Elisabeth gik målrettet efter synergieffekten, da hun for tre år siden søsatte 'Dr. Dingeling' som kombineret bog og cd. Denne gang har sangerinden, sangskriveren og nu altså også børnebogsforfatteren Elisabeth Gjerluff Nielsen på alle måder forstærket konceptet og finindstillet sigtekornet med udsendelsen af 'Dr. Dingelings Dansemus'. Bogen og cd'en swinger sammen, men udgives som to selvstændige enheder af henholdsvis et forlag og et pladeselskab. Det har den fordel, at cd'en opfattes som mere end et vedhæng til bogen. Og det fortjener den. Projektet kan næsten beskrives som en slags bogmusical, idet sangene bliver 'sunget' af personerne i fortællingen, efterhånden som dramaet udspiller sig i Store-Lilleby. Bogen er også denne gang illustreret af Rasmus Bregnhøj med den karakteristiske kantede og krasbørstige streg, der denne gang arbejder i en mere frisk og børnevenlig farveskala. På samme måde har Elisabeth tonet ned for de mørkere farver og fremhævet humørbombardementet, idet hun mere entydigt tager udgangspunkt i et barnligt univers. Hun har omhyggeligt sørget for at sammenstrikke en virkelig skæg parodi på et Popstars-forløb.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























