Hvis poesien befinder sig i en trekant mellem følelse, tanke og sansning, må man sige, at Tomas Thøfner befinder sig bedst i det tænksomme hjørne. Han synes at være i færd med at opfinde en ny genre - en genre, som krydser poesi og essay, og som derfor måske kunne kaldes 'poessay'. Hans nye bog, 'Sjælens atomer', kalder sig ganske vist 'poesi' på omslaget, men den har i mine øjne samtidig mange af essayets egenskaber: Den består først og fremmest af en række refleksioner, der tager udgangspunkt i en undren og i nogle personlige iagttagelser angående et bestemt emne, nemlig sjælen. Refleksionerne inddrager undervejs lægmandsaftapninger af naturvidenskab, kulturhistorie og filosofi; eksempler fra film, tegneserier og computerspil trækkes lige så ubesværet ind. Teksten afspejler en proces: Ideer ændres undervejs, tidligere antagelser gendrives, og førnævnte billeder og eksempler integreres i nye sammenhænge. Som læser møder man altså ikke en tankegang, der er nået frem til sit mål; man følger en tanke på dens snirklede, indkredsende og udskridende vej rundt om den varme grød.
Hvem er 'jeg'
Lyt til artiklen
