Catherine Dunne har med 'Et anderledes liv' skrevet en historisk roman af den slags, der hverken handler om spektakulære enkeltbegivenheder eller kendte historiske personer, men simpelthen fortæller, »hvordan det var dengang«. Tiden er i dette tilfælde en snes år omkring år 1900, stederne er Belfast og Dublin, synsvinklen er kvindekønnets vilkår i den kontekst, som tid og sted giver, udsat for flere stemmer og personer. Tre søstre fra embedsmandsfamilien O'Connor og to søstre fra arbejderfamilien McCurry er de fem hovedfigurer, og så går det ellers op og ned gennem barndom og ungdom og død og giftermål og deroute og opstigning. Mary McCurry bliver en kær og værdsat tjenestepige i huset hos Hannah O'Connor, gift McBride, Cecilia McCurry og May O'Connor bliver hver på deres måde ofre i tilværelsens spil, mens Eleanor O'Connor vælger helt sin egen vej. Fælles for alle kvinderne er, at de på et eller andet tidspunkt ønsker sig et anderledes liv, another kind of life , som bogens originaltitel lyder - men deres muligheder for at vælge selv er meget små, og alt, hvad der overgår dem, selv tilfældige mænds tilfældige luner, ligner uafvendelig skæbne. Der er både sørgelige og hjertevarmende optrin, og den historiske korrekthed borger litteraturlisten bag i bogen for. Personerne er dog meget længe om at træde i karakter, selv om romanen alt i alt er både underholdende og tilforladelig. Men samtlige historier i den, både de sociale og individuelle, ja, selv den usædvanlige Eleanors, har unægtelig været fortalt før - der er intet nyt, ingen overraskende vinkler eller drejninger, og uden at kende de tre andre romaner af Catherine Dunne, der allerede er udkommet på dansk, føler jeg uvilkårligt trang til at spørge, om det her virkelig er en nødvendig udgivelse eller bare mainstream-rutine for bogbranchen. Forfatterens engagement er troværdigt, men hvor skal læsernes tage fat?