Drømmepigen

Lyt til artiklen

Hjemme hos Helle drejer det hele sig om den udviklingshæmmede lillesøster, der hedder Nanna. Og nu har forældrene noget for med Nanna. Helle kan fornemme, at de ikke bare skal fjerne hendes mandler på hospitalet. Linda Lassen har skrevet en varmhjertet og klog historie om en pige i klemme. Lidt ufikst hedder den 'Helle for Helle'. Den er fuld af blød fantasi og med et simpelt budskab. Man skal holde sig til sandheden. Efterhånden tager Helles drømmeverden over, og i dén er Nanna borte, og hun leder efter hende sammen med en flok gadebørn og kontrollørerne i Zoo, blandt særlinge, en rar bager og en flok urare 2.g'ere. Omme fra Helles rygsæk blander dukken Pippi sig i samtalen. Hun hvisker i Helles tanker og holder kursen for dem begge. Det er Pippi, der lægger den filosofiske bund under jagten på en grønhåret fyr med en grå hund. Og alt går godt. Helle og Pippi bliver tilmed 'optimistveninder'. Det er også gået godt på hospitalet, og de to handlinger mødes i et favntag til slut, hvor Pippi må kigge bort. 'Helle for Helle' er en almindelig, hverdagsagtig historie om fortielser og pålagt skyldfølelse. Om at blive overset. Men den bliver fortalt i blide vendinger, klart og dog med drømmeslør. Begge bogens verdener er realistiske. Fantasiens er måske mest. Smukkest er dog Linda Lassens sans for at skrive om det lille, glade væsen - Nanna er lidt over 4 år - og hendes betydning for stressniveauet hos familien Helle. Sygehistorien er ikke bogens egentlige ærinde, det er: Slap af, og fortæl sandheden! Men Nanna fylder godt i historien og forløser den, selvom hun er væk det meste af tiden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her