Det er et klassisk tema, nemlig udødelighedens forbandelse, svenske Carl-Johan Vallgren (f.1964) behandler i sin ambitiøse roman 'Dokumenter vedrørende spilleren Rubashov', som Hans Christian Fink har oversat til et upåklageligt dansk. Det redder imidlertid ikke bogen fra at være lumsk kedelig. Flere gange måtte denne læser undertrykke en blasert gaben - og så blasert er jeg altså heller ikke. Den patologiske spiller, russeren Josef Rubashov, som har formøblet hele familieformuen for øjnene af sin stakkels gamle mor og sin forbitrede bror, spiller nytårsnat 1900 i Sankt Petersborg et afgørende spil poker med en mystisk gæst, som imidlertid er - rigtig gættet: djævelen. Rubashov taber spillet og får overrakt et uforgængeligt dokument som bevis for en udødelighed, som han i modsætning til de fleste af sine kolleger i litteraturhistorien ikke har ønsket sig. Og så følger vi ham til at begynde med i opgangstider, både privat og forretningsmæssigt, hvor han kun får stor lykke for at blive så meget desto mere tilintetgjort, da denne lykke tages fra ham igen. Rubashov bliver uden egen vilje (men hver gang ledsaget af den ondes umiskendelige lugt) årsag til menneskers grusomheder mod hinanden, og han bliver mindre og mindre menneskelig, som århundredet går - det er nemlig det 20. århundrede vi følger gennem ham. (Han møder også andre fordømte og udødelige alkymister og fantaster fra andre århundreder, f.eks. Paracelsus.)
Ondskabens århundrede
Lyt til artiklen
