Når jeg går tur med Julle, undrer jeg mig tit over den forunderlige evne, det må være at kunne lugte, hvad der er sket. Det er ligesom at læse avis. Hundeposten. Nå, Trofast har været hér! Og Dolly! Hvis jeg boede i Afrika, ville jeg også undre mig over elefanternes mobiltelefoner. Sådan er det med dyr, man holder aldrig op med at undre sig. Bent Jørgensen har skrevet om dyr - og holdt af dem - lige siden han så en bogfinke for første gang, og han har forstået at bevare kontakten med forundringens gode fætter, der hedder begejstring. Efter sin zoodirektørtid har han sammen med Birde Poulsen, der er alle dyrs tegnermor, lavet en række lysende, flotte og (livs)kloge bøger fra dyrenes verden. Byggende på lige dele oplysning og ophidselse. Er det ikke utroligt, hvor meget dyr kan snakke sammen? Det er sære ting, der berettes om i 'Dyrenes sprog', som f.eks. den om elefanters fjernrumlen med maven over lange afstande. Dertil en guitarspillende fisk, falske signaler blandt ildfluer og renserfisk samt (netop) bogfinkers dialekter. Men det utrolige er kun krydderi på en sober og entusiastisk gennemgang af dyrs lyde, lugte og øvrige adfærd. Bent Jørgensen fortæller levende og med en personlig og præcis dosering af fakta og egne iagttagelser. Til slut berøres forholdet til broder chimpanse, der er klogere, end mange tror, men som ganske enkelt mangler evnen til at kunne tale. Igennem mange år har Birde Poulsen været den gode tegner af dyr. Til 'Dyrenes sprog' har hun lavet nogle af sine allerbedste billeder. De er varme og farvemættede og fyldt med liv. Hun kan fortælle alt det, som de fleste andre ville knække blyanten på, fordi hun har en særlig forkærlighed for fire ben og pels, vinger, gæller og svømmefødder. Nu står Julle med snoren i munden og logrer med halen. Ja ja! Jeg ved det godt. Der er noget, han vil fortælle mig med den adfærd. Det ved Bent Jørgensen også.