Engang blev der født en pigeedderkop, som kunne snakke med mennesker. Den slog sig ned hos drengen Ask, der gik og var ked af det, og blev hans lykkedyr. Måske har vi alle sammen en ven i edderkoppeverdenen. 'Drengen og lykkedyret' er et samarbejde mellem Kirsten Mejlhede Krogs rolige, lokkende tonefald - hun er også en af de rigtig gode læse-let- forfattere - og Winnie Meislers koncentrerede bombardement i billedform af både farve- og virkelighedssansen. Den ene fortæller i sørgmodig dur. Den anden tegner i frossen mol. Og selv om samarbejdet ikke slår gnister, så glider de to stemmer fint sammen i en dunkel harmoni, som det må blive, når begge de medvirkende ved mere, end de fortæller. Nu sidder Ask på sengen og snakker med sit lykkedyr. Ask er helt udenfor i livet. Hvorfor forsvandt far? Og hvor er han? Hvad laver mor, når han skal være alene om aftenen? Bliver det aldrig jul? Og han trøstes så smukt af dette mangebenede, lille væsen, der heller ikke har det for nemt. To ensomme sjæle spinder sig ind på hinanden, og så opløses den grå tone - og magien. Far kommer hjem igen. Han har været i krig, og nu er han rask. Men man aner sit. Billederne trøster ingen. De er enkeltstående inspirationer i alskens teknikker, kølig poesi fyldt med dybde og indsigt. Flere af dem har en meget raffineret, vandret opdeling, og farverne hvisker den samme sang om sorg og uro. På det sidste billede svæver drengens ansigt af sted i en drage over en patchworkklode, men han har lukket øjnene. Måske var det hele en drøm? Her på siden skal der tages stilling til, om det er for børn. Det er det ikke. I hvert fald kun, hvis det er trygge, opvakte, åbne, tolerante børn, der tror på edderkopper og moderne kunst. Men hvor er den flot!