Kortfattet, skarpt sanset og med lang efterklang, sådan er et klassisk japansk haikudigt. Det formelle krav er tre linjer med fem, syv og fem stavelser, og skal det være rigtig klassisk, skal digtet også rumme en årstidsmarkør og samtidig antyde en kobling mellem øjeblikkets Nu og Her og det evige Altid og Allevegne. Det er vanskelige krav at honorere, men mindre - og ikke mindst: andet - kan jo også gøre det. Lone Munksgaard Nielsens nye digte, 'Rimgræs', kalder sig haiku og overholder da også den formelle regel om stavelsesantallet. Der er af og til årstidsmarkører (faldende blade, f.eks.), og den hyppige brug af månen giver et østerlandsk præg. Men det på én gang enkle og fortættede øjebliksbillede, der er karakteristisk for klassiske haiku, støder man sjældent på. Mest klassisk er vel følgende: »Snebærret har spist./ Vinteren koncentreret./ Smældet før forår«. Munksgaard vil noget andet med den klassiske form. Haikudigtningen er forbundet med zenbuddhisme, og måske er det derfor digteren trækker andre halv- og helreligiøse sager ind i den japanske miniatureform: Mange af digtene handler om 'Gud' og 'engle', antagelig i en kristen forståelse, og der optræder - ganske ukristeligt - en del elverpiger, feer og spøgelser.
Lyriske lynkinesere
Lyt til artiklen
