1800-tallets Napoleonskrige har altid haft en stædig plads i angelsaksisk underholdningslitteratur. Gerne på den fede og lødige måde, ikke nødvendigvis med den højtråbende nationalisme, som kunne have været resultatet af den endelige engelske sejr til lands og til vands, ved Trafalgar og Waterloo. Snarere som både realistiske og historiske romaner sat op med autentiske overvejelser om, hvorfor det gik, som det gik - og at det meget let kunne være gået anderledes! Der er endog ofte plads til selvransagelser omkring den engelske krigsførelse. Sejren over vor flåde i 1801 var trods al realpolitisk nødvendighed lidt af en svinestreg, og bombardementet af København seks år senere ville i dag blive betragtet som en reel krigsforbrydelse. På den anden side var der så de franske massakrer i Egypten og Spanien. Så selv om England og Frankrig var at betragte som ædle ærkefjender, var de lige gode om den moderne krigsførelse med brutale midler. Og sådan set var jo Napoleonskrigene en slags verdenskrig. At man i hvert fald sloges på alle de syv have, er englænderen Patrick O'Brians vedvarende emne i hans fremragende romanserie om den stovte sømand, den britiske kommandør Jack Aubrey og den verdenskloge og lettere livstrætte Stephen Maturin, skibslæge og spion. O'Brian skriver selvfølgelig inspireret af C.S. Forester.
Krigen på havet
Lyt til artiklen
