Et sted nær slutningen i sin roman 'Gå til hundene' skriver Maj-Britt Willumsen om to danske søstre i et hotelværelse i La Paz i Bolivia: »De sidder begge to i hvert sit kastel, fulde af kontrol. Begge er måske af den mening, at nu kan der kun siges noget, hvis der falder en fuldtræffer«. Der falder faktisk en del fuldtræffere rundt omkring i bogen - man mærker , at Maj-Britt Willumsen (født 1949) har fem digtsamlinger bag sig. Men der er ikke kommet en velskabt roman ud af historien om de to søstre med øgenavnene Myg og Styg, der genfinder hinanden efter 20 år, hvor lillesøster Myg har troet, at storesøster Styg var død. Ikke at hun græmmede sig særligt over det, for Styg var uretfærdigt forgudet af faderen, altid i centrum, og fik en mand, Myg også ville have haft. Både ham og den lille søn overtog Myg da også efter Stygs forsvinden og 'død'. Men hun har efter et nervesammenbrud drømt, at Styg levede endnu et fjernt sted. Styg føler sig på sin side medskyldig i et mord. Jeg må vare mig for at røbe mere af handlingen, for Maj-Britt Willumsen gør såmænd selv, hvad hun kan for at ødelægge den spænding og energi og nysgerrighed, der flere gange er lige ved at opstå - men skrives ihjel. 'Gå til hundene' har stof til både en psykologisk og en politisk thriller; det er ikke, hvad Willumsen har ønsket at skrive, og det er hendes sag. Men en roman har altså sine benhårde krav, som man først rigtig lægger mærke til, når de ikke er opfyldt. Maj-Britt Willumsen har simpelt hen ikke foldet den fysiske og dynamiske side af historien nok ud. Det kan ikke nytte noget, vi kommer ud i alle kroge af en nervesammenbrudt, bange eller medicinafhængig persons indre, når det ydre er blevet forsømt, og der hverken er handling eller holdepunkt for læseren. Lasten af tanker og fornemmelser er med andre ord for tung til, at den ydre historie kan holde den oppe. Og den er ellers god, så det er en skam.