0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Livet er et brændevinsbord

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Stewe Claeson har gennem 80'erne og 90'erne udgivet en række novellesamlinger og romaner foruden tolkninger af især engelsksproget litteratur. Nu indstilles han fra svensk side til Nordisk Råds Litteraturpris for en roman om Tegnér - 1800-tallets svenske nationaldigter og en førende kulturpersonlighed med mange hverv, professor i græsk, biskop i Växjø og medlem af Det Svenske Akademi.

Claesons bog med titlen 'Rönndruvan glöder' er ikke nogen romanbiografi i traditionel forstand. Den slår i stedet ned på to perioder i digterens liv, efter at han havde skrevet sine væsentligste værker og mere fungerede som embedsmand. Romanen veksler mellem episoder i 1834 og 1840-41.

I 1834 forelskede den 51-årige skjald og biskop sig hovedløst i den tredive år yngre, gifte Emili Selldén. Tegnérs kone Anna ser til fra sidelinjen, formentlig til dels klar over, hvad der foregår. 1840-41 var Tegnér indlagt på en nerveklinik i den nordtyske by Slesvig.

Det er Tegnérs skrøbelige psykiske balance, hans sjælekriser, der interesserer Claeson. Han følger ham tæt gennem rækken af halv- og helofficielle frokoster i Småland og Stockholm og de stjålne møder med Emili. Skildringen af indlæggelsen påIrrenanstalt Schleswig former sig derimod som lægernes grundige journaloptegnelser.

Vi ser således Tegnér både indefra og udefra og ikke mindst i dialog med kolleger og læger. Vennen Brinkman formulerer romanens billede af Tegnér: »Men det är nu bara en man som Tegnér som kan härbergera två så skilda själar: den överlägsna, storslaget geniala, den som kommer att vara en del av denna lilla nations stoltaste hävder. Och den barnsligaste, mest självupptagna och kallhamrat naïve«.

Tegnér virker som en ældgammel mand, også i sin forelskelse, hvor han er blevet så stiv i skulderen af at ligge og kærtegne Emili, at han ikke ved egen hjælp kan rejse sig fra sengen. Hans galdeblære, mavebesvær, hans træthed og omfattende livslede præger billedet af en mand, der snarest er en spleenplaget, frafalden romantiker og alt andet end selvforglemmende elsker eller opbyggelig biskop. Det kan diskuteres, om hans udsagn om livet er desillusionerede eller blot svært jordbundne. I hvert fald er de plagsomme for ham selv.


Livet som en benhård afviklingsproces går som en rød tråd gennem romanen. Det menneskelige liv er sin egen sygdom, man går stykkevis i sin grav. Det er den slags udsagn, der samler sig i slutsamtalen med en af anstaltens læger - her afviser Tegnér kategorisk tanken om en sammenhængende livsbue for i stedet at lave billedet af livet som et svensk brændevinsbord.

På det store kolde bord, som vi kalder det på dansk, findes alt samtidig, og man forsyner sig efter behag. Der findes en måde at spise sig igennem det på, men på et overordnet plan, fremadskriden mod modning og sammenhængende erkendelse ligger der ikke i dette billede. Det bliver Tegnérs opgave at komme overens med sin grundlæggende desillusion og oplevelse af fravær af overordnet mening.


Jeg skal ikke afgøre, om Claeson gør Tegnér til en mere moderne type, end han var, men de citater af digteren, brevskribenten og embedsmanden, der anføres forud for hvert afsnit, understøtter portrættet af en plaget mand, der har givet afkald på at finde ikke bare den store sammenhæng, men måske også enhver sammenhæng.

Romanen er veludført og impressionistisk levende i mange tidsbilleder og scener. Men den er også langstrakt ud over det rimelige. Alle disse måltider, interiører og samtaler, som ofte trætter Tegnér - ja, de trætter faktisk også læseren. Og det kan vel ikke være meningen, at læseren skal blive lige så træt af Tegnér, som han ifølge Claeson var af sig selv og livet!

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce