Der er meget krop i Eva Ströms prisnominerede digte. Men kroppen fremtræder ikke som emblem for (kvindelig) autenticitet, den er ikke en flygtig identitets sidste sikre tilflugtssted i en kaotisk verden; nej, kroppen fremtræder som disjecta membra , splittede lemmer, organer, nerve- og blodsystemer, skelet. Hos Ström adskiller kroppen sig ikke fra omverdenen ved hjælp af en grænse (huden); den går i stykker, og stykkerne går ud i omverdnen: »Nervtrådarna löpte genom hotellet, genom brandtrappor och hisschakt, ut i frukostrestaurangen och ner i gymnet där det fanns ett litet sidokappel för religiösa motionärers morgonbön«. Sådan lyder den første sætning i et prosadigt - godt en tredjedel af bogens tekster er prosa - og den giver et indtryk af Ströms overblændingsteknik, hvor kropsdele indfældes i en yderverden. Samtidig viser citatet, at der foruden krop og moderne civilisation (storby etc.) også indgår religiøse komponenter i Ströms poesi. Det karakteristiske er, at de forskellige lag glider sammen i fortættede, surreelt prægede montager; disse sammenglidninger koncentreres af og til i nysammensatte ord: Bogens titel, 'Revbensstäderna' ('Ribbensbyerne'), f.eks., eller 'Södergranssmärtan'.
Södergranssmerten
Lyt til artiklen
