0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

I begyndelsen af juli

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Den milde regn af nyoversatte klassikere fortsætter og gør det saligt at være bogelsker og nemt at blive dannet.

Forlaget Rosinante udsender Fjodor Dostojevskijs store roman 'Forbrydelse og straf' på næsten 700 sider i ny oversættelse - og i en sort indbinding, der frækt og indforstået spiller på tekstens klassikerstatus: Indledningen citeres med forskellige mere eller mindre læselige typer og farver direkte på omslaget. Teksten som ikon.

Det bør ikke skræmme nogen, og jeg vil tillade mig at gå ud fra, at en betragtelig del af Danmarks befolkning endnu har 'Forbrydelse og straf' til gode. Om ikke andet at dømme efter de adspurgte kendisser, der i Bøgers enquete 'Hvad læser du?' med jævne mellemrum tilkendegiver, at de drømmer om at læse de store russere. Her er en af dem.


Ganske kort fortalt er 'Forbrydelse og straf' historien om Rodion Raskolnikov: en fattig, fortvivlet og åndshovmodig jurastuderende i Sankt Petersborg, hvis søster og mor i provinsen lider moralsk og materielt afsavn for hans skyld.

Det plager ham; ikke desto mindre har han på grund af sult og stolthed forladt sine studier. Men han har fået en artikel publiceret om det stærke, enestående og velmenende individs ret til at ofre andres liv i en god sags tjeneste.

Da han pantsætter et kært arvestykke (han er af god, men forarmet familie) hos en gammel frastødende pantelånerske og kort efter overhører en samtale om det urimelige i, at et skadedyr som denne pantelånerske skal puge penge sammen, der kunne havde frelst mange andre fra fattigdom, så beslutter han i en feberlignende tilstand at myrde pantelånersken.

Det går ikke helt efter planen; blandt andet kan Raskolnikov ikke få sig til at tage de penge, der skulle være mordets formål: nemlig at bringe sig selv og andre ud af fattigdommens ydmygelse. Men på mirakuløs vis opdages han ikke, og ingen har mistanke.

Men Raskolnikov er ingen Napoleon, der kan vade i lig og samtidig bilde sig selv ind, at han gør gode gerninger for menneskeheden. (Napoleon-figuren fængslede Europa i de år, hans buste stod i mangt et borgerhjem, og han spiller som bekendt også en stor rolle i 'Krig og fred', som Tolstoj sad og skrev på, da 'Forbrydelse og straf' udkom i 1866).


Fordi Raskolnikov ikke er et overmenneske, kan han ikke gennemføre sit forehavende uden samvittighedskvaler. Han har således i sin egen logik heller ikke overmenneskets ret - og han må sone sin skyld over for den jord, han har besudlet med ugerningen.

Hvordan det sker, skal ikke røbes her - selv om det ingen rolle spiller for nydelsen af romanen, at man ved det. (Utallige mennesker verden over har jo læst den adskillige gange).

I 'Forbrydelse og straf' møder læseren så mange problemstillinger, så mange fascinerende personer og så højspændte situationer, konfrontationer og kulminationer, at man næsten taber vejret under læsningen. Denne roman er ikke (som 'Krig og fred') en stor flod, der flyder majestætisk af sted - den minder mere om en rendesten under et skybrud.


Nabokov, der ikke kunne lide Dostojevskij, påstår, at »der er ikke noget vejr hos Dostojevskij«. Det er noget vrøvl. Læs blot dette fra første kapitel af Jan Hansens nye oversættelse:

»Det var uhyggelig varmt på gaden og oven i købet meget trykkende, med en stor trængsel af mennesker overalt, kalk og stilladser, mursten og støv og den særlige sommerhørm, som vil være kendt af enhver i Sankt Petersborg, som ikke har mulighed for at leje en datja og ligge på landet i sommermånederne - tilsammen hensatte alt dette den i forvejen plagede yngling i en tilstand af chok«.

Som enhver virkelig klassiker kan 'Forbrydelse og straf' læses på mange planer. Den indeholder faktisk flere forskellige romaner.

På et plan udtrykker den de ideer, der var i luften i både Europa og især i Rusland på Dostojevskijs tid: Nietzsche, som senere formulerede overmennesketeorien, var den første, der tog Dostojevskij alvorligt som filosof.

Siden har også teologer og højskolelærere kastet sig over ham med stort udbytte. Dostojevskij skabte inkarnationer af mennesketyper, der siden er blevet klassiske. 'Forbrydelse og straf' er en skatkiste af psykologisk indsigt - få har skildret stolthedens kriser og nervernes overspændthed som Dostojevskij.

Og dens sproglige og æstetiske uforfærdethed gør, at den her i 2003 læses som moderne. Apropos æstetik, så kommer også Kierkegaard indirekte på tale. Raskolnikov kalder i selvforagt ligefrem sig selv 'en æstetisk lus', som ville bilde sig selv og andre ind, at han havde et stort og godt formål med sin handling.


'Forbrydelse og straf' er også en gedigen spændingsroman - Dostojevskij kan skabe suspense og næsten filmiske overraskelseseffekter. Han skyer ingen midler - bare de virker. Det er på spændingens alter, de fleste ofre for sandsynligheden falder, for det er dog utroligt, som hovedpersonerne hele tiden render på hinanden og lejer værelser i de samme huse ...

Men pyt med det; vi har ikke tid til at vente på, at de kører rundt i hestevogn - det ville de for øvrigt heller ikke have råd til.

Apropos værelser, så er de alle små og uhumske; nogle gange synes man ligefrem, man kan lugte det mest fattige, sølede, tuberkuløse og forsumpede Sankt Petersborg i 1860'erne, da det udlevede feudale godsejersamfund var ved at blive fortrængt af industrialismen, og de subsistensløse, i 1861 'frigivne' livegne bønder, blev industriens slavehær.