Kombinationen af satire og spænding er målet for denne romandebut om karakterafvigelser og koldt karriereræs i et dansk ministerium, forfattet af en kender, må man tro, for Michael Knudsen er selv embedsmand i Fødevaredirektoratet. Om der ligefrem er tale om en nøgleroman - ministeren har »torskeøjne« og en fortid som »enfoldig banefunktionær« fra Skanderborg - kender jeg ikke de korridorer godt nok til at afgøre. »Samordningsministeriet«s ressort får vi aldrig klarhed på, med det ligger vist imellem Erhvervsministeriet og »Udlandsministeriet«. Jeg gider nu heller ikke lede efter en eventuel nøgle, for satiren er desværre så grotesk, uopfindsom og monoton, at den hverken træffer eller morer. Både karakterer og sagsforløb er rene postulater, fortælleteknikken hovedsageligt baseret på en lovlig omstændelig fortællers uhindrede adgang til at referere de uduelige afdelings- og kontorchefers monotont ambitiøse og samvittighedsløse tankebaner, mere eller mindre omtågede som de er af storhedsdrømme og magtbrynde, selvbedrag, indestængt liderlighed eller ren og skær alkoholisme. Atter og atter skæres disse brøstfældigheder ud i pap, og havde prologen ikke lovet et mord, havde man aldrig holdt ud til side 195, hvor manglen på handling omsider indhenter dette sandhedens øjeblik. Så går det til gengæld rask med endnu et par aflivninger i Slotsholmens dystre underetager, under fortsat totalt usandsynlige omstændigheder. Misantropien, der også hælder mod diskret, men umiskendelig foragt for hele grupper som kontorpersonale, kvinder i almindelighed m.fl., modvejes ikke af ét glimt af sympati for nogen eller blot en ægte menneskelig detalje; en nyansat fuldmægtig kunne have været gennemgående synsvinkelbærer og identifikationsfigur for læseren, men det bliver ved tilløbet. Dilettanteriet gør forlagets henvisning til Scherfig og tv-serien 'Riget' til en boomerang, for sammenholdt med deres veloplagte ondskabsfuldhed - for ikke at tale om Finn Søeborgs hjertelige ditto - falder den fortælletekniske hjælpeløshed her blot mere i øjnene. Man kunne have undt den kælderkolde debutant en lige så ubarmhjertig forlagsredaktør.