Ååh nej, når man lige at tænke ved mødet med Mikkel Wallentins anden roman, 'Rævegraven', endnu en kvik lille Kafka-Auster-Borges-epigon, denne gang med et twist af århusiansk folklore. I sandhed - med udgivelsesdagen in mente - en aprilsnar. Meeen, det viser sig ved nærmere eftersyn, at Wallentin ikke blot er en bleg, fortænkt kopi. På bogens første side citerer Wallentin fra Kafkas dagbøger, 19. februar 1911, det er et sted, hvor Kafka bl.a. spekulerer over muligheden af, at den eneste udvej fra sit dobbeltliv, forsikringsagentens og skribentens, er vanviddet. Der er en beslægtet problematik på banen i 'Rævegraven'. Romanen er komponeret med 34 kapitler, der tælles ned, fra 34 til 0, og den er konsekvent fortalt af et unavngivent jeg. Hovedpersonen bor alene i en lille 1-værelses lejlighed i Århus og er undervejs ved at skrive en håndbog i hensynsfulde selvmordsmetoder. En del kapitler - og det er nogle af de bedste - er uddrag fra den kommende håndbog. Hovedpersonen befinder sig i en verden, der eksisterer, han er i udgangspunktet realist og rationalist. Men tekstens nedtælling lader os følge en uhyggelig bevægelse mod en stadig større grad af opløsning mellem verden og jeget, mellem hallucinationer og realiteter. Gradvis overvældes jeget af uklare paranoide og konspiratoriske anelser: Et gigantisk komplot af ukendt art er tilsyneladende under opsejling i Århus, og jeget er på mystisk og diffus vis truet og under belejring. Pludselig flytter vennen Rasmus ind til ham, men Rasmus forsvinder sporløst og lader sig ikke genfinde. Naboen kommer hertil med sære og mærkværdige advarsler. Nu begynder den ensomme jagt på Rasmus og komplottets bagmænd. En jagt, der antager karakter af vildfarelser i rævegravens gange, og som løber ind i talrige på skift komiske og trivielle blindgyder.