Det skete i de dage, hvor dekonstruktionens forkyndere indtog samtlige professorater ved de højere amerikanske læreanstalter, og traditionelle begreber inden for filosofien blev vejet og fundet for letkøbte. I spidsen for den undergravende virksomhed stod Paul de Man, professor på Yale med kultisk status som dekonstruktionens fader blandt litterater, semiotikere, psykoanalytikere, postfeminister og -marxister. Alle var de enige med ham om, at begreber som 'identitet' og 'etiske imperativer' er løgne, opfundet af gamle, hvide patriarker for at fremme egne interesser i det godes navn. Så skete der noget, der rystede den højlitterære verden. I december,1987, kunne man i New York Times læse om Paul de Mans mørke, belgiske fortid som antisemitisk skribent for kollaboratøravisen Le Soir. Alle var chokerede, men man absorberede chokket på forskellige måder. Guruens eftersnakkere satte sig for på ægte dekonstruktivistisk vis at afsløre de indre modsigelser i Paul de Mans artikler fra 1941 for at demonstrere, hvordan hans skyld faktisk bundede i en uskyld, ligesom hans tavshed omkring fortidens skrift i virkeligheden var at læse som ren tilståelse. For andre viste Paul de Man-episoden på eksemplarisk vis, at dekonstruktivisternes mantra om 'subjektets død' blot var endnu en gammel, hvid patriarks behændige omgang med etikken.
Identitetens dødvægt
Lyt til artiklen
