Norske Erna Osland har skrevet 'Salamanderrytteren'. Hvad har den, som (de fleste) andre børnebøger ikke har? Den har inderlighed. Alvor og finfølelse til de store tanker, som den skal fortælle om. Her er drengen Søren. Han har en storesøster, der hedder Brormand, selv om hun er døbt Lærke. Søren har en far og en mor og en skole, hvor han småelsker den dejligt hesteduftende Idun; men det er søster, der driver historien frem. For at sige det uden omsvøb: Hun stjæler i butikkerne. Deo'er og dametøj og alt muligt. Og for at gøre en lang historie kort så forærer hun det til en regnskovsindianer, der har en fattig familie hjemme i regnskoven at forsørge. Brormand driver sin egen form for ulandshjælp. Søren er disponeret for frygtsomhed. Alligevel ender han som håndlanger for søsteren, indtil spillet får en overraskende udgang. Med på sidelinjen er også en farmor, der forstår mere af det hele, end de andre tror. Hun skaber et frirum for sit barnebarn, så han ikke helt skal bryde sammen. De politiske paroler er til at overse. Det er slet ikke bogens ærinde. Men ved at vælge denne - om man så må sige - skævbenede indgang, kommer der reserver af kløgt og indre styrke til syne i drengen. Han kæmper mod sine dæmoner og finder samme vej som brødrene Løvehjerte. Hellere dem end Robin Hood. Måske er Sørens straffeattest nu ikke helt ren, men hans hjerte er. Og det er bogens styrke, at den krabber sig så omvendt ind på sit tema, at læseren bliver overrumplet. Erna Osland fortæller i korte kapitler. Hun vægter situationer, hvor der ikke sker så meget, og noget skal man gætte sig til. I det hele taget fortælles historien med stille humor og troskyldig trods. Det er en slags socialpoesi - og den store, gyldne salamander er også med. Man bliver glad på hele menneskehedens vegne - uden rigtig at vide hvorfor. Denne bog har nemlig heller ikke noget budskab. 'Salamanderrytteren' fik den norske Kritikerpris, da den udkom i 1999.