Historien begynder i det salige øjeblik, hvor manden i urskoven sukker af velvære og siger: »NU har jeg det godt«. Og den slutter, da pigen Bibi - sikkert et familiemedlem til Thomas Winding - bøjer sig ned på en strand - sikkert på Ærø - og finder et lille insekt. Det er indsvøbt i rav, der er tidens eget byggemateriale. Et nyt saligt øjeblik opstår, og hun siger: »NU er jeg glad«. Bogen hedder 'Ikke NU men NU', og tegningerne er af Birde Poulsen, der også altid har haft et godt øje til insekter - foruden naturligvis snabeldyr og baobabtræer. Den kloge Thomas Winding-fortæller er både lidt usikker på, hvad han vil sige, og hvordan han skal få det sagt. Derfor kommer det tøvende og i stemmens lettere slæbende gangart. Således indledes hvert opslag med ordene: »Men det var dengang, for NU ...«. Og således veksler storm med stille, og år bliver til årtusinder. Der er en tid til tørke, og der er en tid til sne og orkaner. Der er hele tiden et NU. Alt levende bliver til jord - og rav - og det skyller op på vore kyster. Bibi bliver glad som pigen med guldhornet. Men det var dengang. NU er hun måske sur. I et knapt og indtrængende sprog fortæller Thomas Winding den store historie om, hvordan alle nuer bliver til tid. Det er filosofisk stof i den tunge ende, men så hjælper det, at forfatteren selv er lidt usikker. Ikke sandt? Men så er han heller ikke mere usikker! Denne elskværdige børnefortæller rummer tid og plads til både overblik og undren. Og slutter prosaisk af med et: »NU sidder vi jo og kigger i en bog«. Birde Poulsen tegner, så godt hun kan. Dyr og natur på den karakteristiske, tottede baggrund og med et personligt billedsprog. Hun veksler mellem uhørt action og sprød poesi. Farvelægningen er markant i NU'ets egne farver. Hun er både loyal og vildt med på idéen. Men NU er det slut.