Så er vi atter i det smukke Skåne omkring det idylliske Ystad ved Østersøen, regionen Henning Mankell har gjort verdensberømt på flere sprog med sin tunge, mutte og dog effektive politimand, Kurt Wallander. Og nu med datter - her i 'Inden frosten'. Thi den smukke og lettere traumatiserede Linda Wallander er færdig på politiskolen i Stockholm og skal snart være aspirant på faderens politistation. Samtidig bliver der først sat ild til et par svaner i en herregårdssø, dernæst også til en tyrekalv. Næsten samtidig forsvinder den lægestuderende Anna, Lindas barndomsveninde, efter at have udtalt at hun vistnok har set sin forsvundne far ved dagslys i Malmø. Og så finder man liget af en ældre kvinde, det vil først og fremmest sige, at far og datter finder kvindens afhuggede hoved og hænder i en hule i en skovkløft! Mystikken breder sig yderligere, i og med at den myrdede kvinde har forbindelse til Anna, der både synes sporløst fraværende og dog nærværende ved at lægge dunkle spor ud. Uhyggen breder sig, og det gør den snigende.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























