0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Når ilden ikke vil fænge

Bookerprisvinder J.M. Coetzee ser tilbage på en ungdom fyldt med angst og selvhad. Hvis bogen ikke var så velskrevet, ville den være helt uudholdelig.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Kan man skabe kunst af kulde? Af fornærethed? Og hvad siger det så om den kunst? Det er nogle af de spørgsmål, som den unge John stiller sig i J.M. Coetzees erindringsroman 'Ungdomsår'. Og med rette.

For den uattraktive unge mand har sandelig ikke noget overskud at give af.

Bogen er en frygtindgydende, men også frydefuld beskrivelse af den unges selvhad og selvcentrering. Han hader sit hjemland Sydafrika, dets racisme, dets bondskhed. Hele den provinsielle rædsel, som man kunne læse om i Coetzees første erindringsroman 'Drengeår', der kom på dansk for fem år siden.

Han hader sine forældre, en alkoholiseret far, der ingenting fuldfører, og en omklamrende mor, der vil fastholde ham i det hvide Sydafrikas provinsielle imperialisme. Han hader alt, hvad han kommer fra, han hader, hvad han er, og han tror, han kan blive en ganske anden. Lidelse, galskab og ekstatisk sex mener han skal til, for at ilden i ham kan blive synlig for andre.

Men han har ingen indre ild at brænde.


Vi er i begyndelsen af 1960'erne. Den kolde krig er på sit højeste, og Johns sympatier ligger hos kommunisterne. Men politik interesserer ham ikke. Han er 21 år, en middelmådigt begavet matematiker med universitetseksamen og interesse for litteratur. Han har en kæreste, han ikke elsker. Den politiske situation i Sydafrika spidser til, og han må væk, væk til en af civilisationens store byer, Paris, Wien, London, hvor han forestiller sig forførende muser, der kan antænde hans ild.

Han tager til London, fordi han taler sproget, og finder arbejde som hulkortprogrammør hos IBM. Men han finder ingen venner og trods mange hurtige forhold ingen kærlighed. Han lever spartansk, arbejder intenst, og selv om litteraturen og kunsten fylder hans sparsomme fritid, dræner ensomheden og programmørlogikken snart helt den unge mand for kunstnerisk initiativ. Han drog til den fremmede storby, for at byen skulle fortære hans fortid og spytte ham ud som genfødt. Men den fortærer ham kun.

Det undrer en igen og igen, at han ikke lærer noget af de folk, han møder, og især af alle de ting, han gør galt. Men han er bedre til at skamme sig og forbande sig selv end til at forandre sig. Og hvem er ikke det?


Med alt sit mismod ville 'Ungdomsår' være en uudholdelig roman, hvis ikke den var så forfærdelig velskrevet (og velfordansket af Niels Brunse). Den indleder med et Goethe-citat. Og som Goethes fortælling om 'Den unge Werthers lidelser' er det en lille og grusom bog om ungdommelig ulykke.

Men man læser bogen med en viden om, at det går John bedre end Werther. For vi ved, at (en anden) John, nemlig J.M. Coetzee, en dag vitterlig blev en af sin tids vigtigste moderne forfattere med hele to Bookerpriser til kaminhylden. Senest for den fremragende tragedie 'Vanære' fra 1999, der allerede har opnået status af nyklassiker. Han fik tændt sin ild.

Hvornår det skete ligger uden for denne romans forfrosne periode på tre år, men her bliver der lagt brænde på bålet.

Når han ikke er en ensom computernørd i jakkesæt med afsky for alkohol og dans eller finder lejlighed til mislykkede pigebesøg, så fortærer han bøger fra boghandleren og på biblioteket. Den unge John læser kolossale mængder af romaner og digte.

Bogen myldrer med synspunkter om moderne engelske digte og romaner. Han bruger det meste af sin tid på at finde sin position i sit litterære panteon.

En tid lang tror han, at det er Ford Madox Ford, han skal skrive som. Men det er maleren Robert Motherwell (med en lang sort klat), den indiske filminstruktør Satyajit Ray og Becketts roman 'Watt', der sætter sig som retningsgivende for hans knappe prosa, der som hos Kafka ofte drejer sig om en enkelt persons sjælekvaler.

En stil med et tungsind så sort, at man skulle tro, Sydafrika var en finsk provins. Og som her står isnende klart i en udviklingsroman næsten uden udvikling. Ungdom som ulykke i ren aftapning, glæde som noget, man glæder sig til en dag at opleve. Det er Coetzees fortjeneste at kunne fastholde den erfaring.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu