Kan man skabe kunst af kulde? Af fornærethed? Og hvad siger det så om den kunst? Det er nogle af de spørgsmål, som den unge John stiller sig i J.M. Coetzees erindringsroman 'Ungdomsår'. Og med rette. For den uattraktive unge mand har sandelig ikke noget overskud at give af. Bogen er en frygtindgydende, men også frydefuld beskrivelse af den unges selvhad og selvcentrering. Han hader sit hjemland Sydafrika, dets racisme, dets bondskhed. Hele den provinsielle rædsel, som man kunne læse om i Coetzees første erindringsroman 'Drengeår', der kom på dansk for fem år siden. Han hader sine forældre, en alkoholiseret far, der ingenting fuldfører, og en omklamrende mor, der vil fastholde ham i det hvide Sydafrikas provinsielle imperialisme. Han hader alt, hvad han kommer fra, han hader, hvad han er, og han tror, han kan blive en ganske anden. Lidelse, galskab og ekstatisk sex mener han skal til, for at ilden i ham kan blive synlig for andre. Men han har ingen indre ild at brænde.
Når ilden ikke vil fænge
Lyt til artiklen
