'Taras bog' er en roman, man fra det øjeblik, man får den i hånden, inderligt ønsker er god. Det ville være så inderligt fortjent. Bogen er skrevet af en nydansker, på dansk, og handler om en af den moderne verdens største tragedier: kurdernes frygtelige skæbne i Irak, og man kunne vitterlig unde dem en sejr. Kunne romanen medlevende beskrive den ulykke, og hvordan livet som flygtning i Danmark er, ville mange fluer i et hug være aflivet, og meget være vundet. Det ville være herligt at kunne meddele, at kvinden bag 'Taras bog', den danske kurder Widad Akrawi, nu havde gjort det samme for de irakiske kurdere, som det er lykkedes den svenskboende kurder Mehmed Uzun at gøre for de tyrkiske kurdere: at sætte dem på litteraturkortet. Men ak, så lykkelig er verden ikke. Man tager fat med de bedste intentioner, besluttet på at være velvillig over for romanen og den måske fremmedartede fortællestil. For undertegnede holdt den linje måske 40 sider, så kunne jeg ganske enkelt ikke mere. Problemet er, at den ingeniøruddannede Widad Akrawi slet ikke kan styre sig i beskrivelsen af sin hovedperson.
Knuste kurdiske drømme
Lyt til artiklen
