Der er ikke langt mellem de drastiske snapse i Ugo DiFontes beretning om sit liv i 1500-tallets farverige Italien. Allerede på side ni hænger hans mor sig i et træ for at slippe for at dø af pest, og lille Ugo må både se på det og mærke den resulterende lugt af lort. Han vokser nu op med en gnavpot af en far og en skurk af en bror, han møder en kvinde og får en yndig datter, Miranda, men hans elskede dør i barselsengen, og han må opdrage datteren alene. En dag rider den tyranniske hertug Federico over hans marker, og ved skæbnens tilfældighed bliver Ugo og Miranda taget med, og bondemanden Ugo bliver ansat som hertugens mundskænk. Det er et livsfarligt job, eftersom mange er ude på at forgifte Federico, men Ugo lærer at klare sig og gennemskue intriger, og efterhånden avancerer han til hofmand. Til sidst ønsker den fede, fjærtende og forfærdelige hertug at gifte sig med Miranda, der er blevet en ung, smuk kvinde, men Ugo ved, at hun elsker en anden, og hvad vælger de så? Magt og pragt eller hjerte og smerte? Herom tier anmelderen - og må vi så se den rigtige forfatter? Selv om Ugos navn står på titelbladet, er bogen kun på skrømt »oversat fra italiensk« af englænderen Peter Elbling (født 1943), der efter en lang og ikke særlig glorværdig karriere som skuespiller og filmmanuskriptforfatter fik lyst til at forsøge sig som romanforfatter med 'Mundskænken'. Bogen blev afvist af tyve store forlag efter hinanden, udkom til sidst på et lille forlag, Permanent Press, og blev en gedigen kassesucces. Alene det er en god historie i vore dage, hvor forlagsgiganterne ellers er toptunede til at snuse sig frem til det lukrative og udgive det med piber og trommer, men her var det altså lillebror, der strøg gevinsten.