På et tidspunkt i 'Farvel, Gemma' er hovedpersonen Esther helt alene i det kæmpestore Indien. Esther har tilsyneladende det hele, hun er dominerende, ser godt ud, er en kampberedt eventyrer og drømmer om at få slebet de fede vesterlændingekanter af. Hun står foran en postboks og skal hente sin returbillet og rejsechecks: »Jeg var treogtyve. Bortset fra det lille intermezzo med Gemma var der aldrig noget, der var gået rigtig galt for mig i mit liv«. Boksen er tom. Esther har ingen billet tilbage til Vesten. Esther har altid haft styr på tingene, det har hun ikke mere. 'Farvel, Gemma' er en nådesløs nedtur for Esther, den dominerende, smukke veninde med den gode uddannelse og den pæne baggrund. Hun kommer helt ned at kysse jorden, og hun får lov at kysse den i flere år. Hun havner i et limbo af følelsesløshed og udflydenhed, sådan et sted, hvor man helt holder op med at smalltalke, for hvad skal det til for? Hun mister sin karisma, hun mister sin målrettethed. Hun holder stort set op med at være den stærke person, hun var førhen.
Når veninder ikke er venner
Lyt til artiklen
