Hovedpersonen i Robert Stones 'Bay of Souls', Michael Ahearn, er ved romanens begyndelse ikke en mand af mange egenskaber. Selv om han kun er først i fyrrerne, virker han træt af dage, træt af sit veltilpassede forstadsliv, og træt af at tænke over det liv og de dage. Michael Ahearns problem er, som han selv formulerer det, at han har mistet sin sjæl, og spørgsmålet er, om han kan finde den igen i den moderne verdens tomhed. Robert Stones svar er foruroligende. Stone lægger i første kapitel op til det store, realistiske drama: Michael Ahearn, litteraturprofessor ved et uanseligt universitet i det nordlige Midtvesten, er gift med den snusfornuftige, kristne Kristin, og sammen har de den 12-årige Paul. Familielivet i provinsen beskrives af Michael som en dræbende osteklokke-tilværelse, hvor alle virkelige følelser holdes ude og ingen siger, hvad de tænker. Hvis de overhovedet tænker. Michael prøver at lade være og fortaber sig i stedet i dulmende, irsk whisky og unge, kønne assistenter. Kristin gemmer sig bag Biblen, mens Paul bevæger sig hen imod sit eget, pubertetens helvede.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























