Hvis Thorstein Thomsens tekst til 'Store and kan ikke nå det' var blevet givet til en hvilken som helst anden tegner end Mette-Kirstine Bak, kunne resultatet godt være blevet sødsuppe. Nu er opfølgeren til den legendariske 'Kæmpeanden' blevet både syrlig og sukret. Historien er sød i detaljen, i det finurlige pingpongspil mellem den meget store og den meget lille (gule) and, men udgangen er forudsigelig og kunne godt have fortjent et bask med vingen. I al sin enkelhed handler det om at have tid til hinanden. Store and pisker sin lille makker af sted. Der er hele tiden noget, de skal 'nå'. Det er svært for lille and at forholde sig til dette 'nå', så da han endelig - langt om længe - får lov at bestemme en aften, så bestemmer han, at de ikke skal 'nå' noget. Det er lidt uvant for farmand, næ, undskyld: den store and; men hvor der er vilje, er der vej til en stille stund. Et usynligt englekor akkompagnerer den afsluttende familiære råtrivsel. Tegneren giver lige en syrlig kommentar i sit udvalg af hyggefarver. Mette-Kirstine Bak styrer sikkert efter at give teksten et loyalt modspil samt at tilføre den noget mere ustyrlighed. Her er hun ikke så vild, som i etteren - eller de andre bøger i øvrigt. Hun er helt sikkert med på, at man ikke skal 'nå' og 'nå' hele tiden, men på den anden side har hun også svært ved at sidde stille så længe. Så hvad udad tabes i form af de velkendte armsving hentes sikkert tilbage i de sarte, velovervejede kulører, der parrer syrlighed med sukker, så det knaser i tænderne. Tegneren husker måske, at Anders And engang blev til and i gelé. Nu skal andefuglen pakkes ind på ny. Mette-Kirstine Bak er powerpersonen blandt de nye tegnere. Hér viser hun, at hun også er poet.