0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Halleluja

Jesu genkomst krydset med 'Alice i Eventyrland' i ringe norsk kollektivroman.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Man ser først for sig tre små ivrige, måske også en kende enfoldige, 9-årige knægte i det spekulative hjørne: »Årh-ja, hvad nu hvis Jesus kom tilbage, hvad ville der så ske, hva-hva?«.

Ja hvabehar, og så springer man videre og er måske så grusomt uheldig at lande lige midt i de tre nordmænd Ketil Bjørnstad, Torstein Bieler og Lage Fosheims roman 'Manden der gik på jorden'. I denne roman, der af ubegribelige årsager har vakt furore oppe i Norge, leger de tre bagmænd med tanken om konsekvenserne af, at Guds søn skulle vende tilbage i en ny og mere økumenisk korrekt version.

Den 39-årige Alice Christensen, stadig laber og journalist på den - som vi nu ved - langtfra altid ufejlbarlige New York Times, er den hovedperson, igennem hvilken vi trakteres med historien om Messias' komme. Christensen ser først Guds søn i Nordindien, så i Riyadh, og til slut i New York, i selveste David Letterman Show.

Og i et selvrefleksivt glimt hører vi, at beretningen om disse hændelser former sig som en mellemting mellem en kriminalroman og et evangelium, en journalistisk reportage og skildringen af en lettere udbrændt journalists 40-års krise, og pilgrimsrejse efter Meningen med Livet.


Underneden de i slet forstand barnlige spekulationer, og det stilistiske franskbrød, der smager som at stikke tungen ud af vinduet et sted med rigtig meget luftforurening, ledes vi til at forstå, at hele denne frygteligt kitschede affære i realiteten handler om vores alle sammens basale behov for at blive elsket og set.

Og i en kommentar af Bjørnstad selv, som forlaget har været så elskværdig at vedlægge, fremgår det til overflod at værket er »tænkt som en moderne fabel for voksne (...) en ny og kritisk version af 'Alice i Eventyrland'«.

Romanens Alice har fået et fremmed og koldt forhold til sin nu voksne og flyvefærdige søn, hendes eksmand forlod hende abrupt og uden forklaring fem år inden handlingen sparkes i gang, og hun hengiver sig jævnligt til tomme og intetsigende one night stands med mænd hun intet særligt føler for.

Alice er med andre ord ramt af akut kærlighedsfravær, og hendes særlige version af Lewis Carrolls gamle historie former sig som jagten på den intense følelse af at være elsket og set, som det flere steder undervejs hedder. Kærlighedsfablen rummer samtidig hib til visse eksisterende religioners hykleri og medie-apparatets almindelige utroværdighed.


Problemet er, at sammenligningen med Carroll, der også gentages i romanen selv, indirekte kommer til at udstille forfatternes grænseløse banalitet og kunstneriske ubehjælpsomhed. Et sted forekommer det, at en bestemt type kritik af romanen skal imødegås. Det hedder, at visse arrogante og selvsikre typer i virkeligheden bare er dumme, og mangler sans for, at der er mere mellem himmel og jord.

I romanen iværksættes der nu et spil dels i forhold til gåden om Guds søn, der ikke løses, og dels i relation til Alices gamle ven og multimilliardær, der muligvis, muligvis ikke, har iscenesat dele af mysteriet.

Men det, der kunne have været en enten virkelig interessant leg med vores gode gamle forgængelighedsproblem eller en sandt kritisk genskrivning af Carrolls vilde fabel, falder nu slapt til jorden som en til tider pompøs, selvfed og indholdstom spekulation (det fremgår, at de tre ivrigt søger at sælge historien til en kæmpestor Hollywood-producer) i forholdet mellem religion, politik og medier.

Og så nytter det altså ikke at sige at de kloge bare tror de er kloge, men i virkeligheden er dumme. Lort er lort, også selv om det er pakket ind i skinnende folie. Amen.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce