0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Forladt og forløst

Uforfærdet, fin lille roman om at blive kasseret som kvinde og vokse som menneske.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Den italienske forfatter Elena Ferrante, hvis ønske om at undgå rampelyset er blevet brugt af forlag og presse til at oppiske en krampagtig mystik om hendes person, har i et e-mail-interview fortalt, at det var en nærtstående schæferhunds død, der gav hende skubbet til at skrive romanen 'Forladte dage', hendes anden.

Den vakte sensation i Italien og fik anmelderne til at sammenligne Ferrante med Morante. Og en først levende, siden døende schæferhund spiller da også en fremtrædende og meget overbevisende rolle i 'Forladte dage', der nu er udkommet på dansk i en ikke mindre overbevisende oversættelse ved Nina Gross.

Det er en 'lige på og hårdt'-bog om den 38-årige italiener Olga (nationaliteten er væsentlig for forståelsen af kønsrollesuppedasens dybde), der uforsigtigt har sat sit eget liv - blandt andet som spæd skribent - på standby for at være gift med ingeniøren Mario og føde to børn.

Da han pludselig forlader hende til fordel for en kvindelig kollegas purunge datter, går Olga i midlertidig opløsning. Hun afslører for sig selv og dermed os, hvilket spinkelt grundlag af serviceorienteret tosomhed hendes liv har hvilet på.


En dansk læser vil nok studse over graden, i hvilken Olga har solgt sin sjæl for at være fysisk tiltrækkende for sin mand. Det synes at være normalt i miljøet - eller er det mine fordomme om italienske kønsroller? På et tidspunkt betragter hun sig i et fløjspejl:

»Den Olga jeg havde givet Mario, var hende fra midterspejlet, det troede jeg i hvert fald, men nu kom jeg i tvivl om hvilket ansigt, hvilken krop jeg egentlig havde givet ham«.

Da denne nu brugte 'gave' er blevet kasseret, sidder Olga alene med lille søn og endnu mindre datter i en lejlighed i Torino og reagerer med først lammelse og lammefromhed i håb om, at Mario - der er skildret som en harmløs gennemsnitsmand - skal komme tilbage, dernæst med obskøn vrede og vold, sløv uansvarlighed og endelig opvågnen og tagen affære.

På sin vis et såre traditionelt skelet, som dog vinder voldsomt ved den uforfærdede selvindsigt og den kølige afstand til egen offerreaktion, der vokser frem. Og som disciplineret feminist læser man fascineret om de kvindelige kriseudskejelser. Olga er såmænd ikke mindre afstumpet end sin mand, men selv en fordummet kvinde kan vågne op, ligesom selv en uforfærdet kvinde kan blive forfærdet over, hvad der overgår hende.


Miljøet er meget italiensk i den forstand, at mobiltelefonen flyver mod væggen, og der råbes ad barnevognsbevæbnede medborgere, der ikke synes, det er fedt med en omstrejfende, gøende og skidende schæferhund (det stakkels dyr, mandens upraktiske påfund, med to små børn i en lejlighed og en uinteresseret madmor). På et tidspunkt bliver schæferen Otto da også forgiftet i det offentlige anlæg, og dens dødskamp foregår, samtidig med at Olga er længst ude som menneske og især mor.

Efter uger i tiltagende distraktion og utilregnelighed og nogle dage helt ude i tovene med en syg dreng, en døende hund, en overansvarlig lille datter, ingen telefon og døren (med en godt administreret symbolik) i baglås, kommer Olga takket være en omsorgsfuld og stædigt forelsket underbo langsomt tilbage til normaliteten og en slags bedøvet hverdag.

Hun påtager sig et ansvar, genoptager kontakt med omverdenen, finder et arbejde og begynder at vænne sig til at måtte dele sine børn med mandens nye kvinde, Carla. Det kædes efter min mening raffineret sammen med, at hun hører de af alle hundeejere kendte fantomlyde fra den nu længst afdøde Otto:

»Carlas forældre ville trænge ind i mine børn, en hærskare af forfædre ville slå sig ned i dem, hendes, mine, Marios. En støjende hybrid ville vokse i dem. Det var som om jeg pludselig fattede absurditeten i udtrykket 'mine børn'. Jeg holdt først op med at skrive, da jeg hørte en slikken, Ottos levende, ru tunge mod plasticskålen ude i køkkenet. Jeg rejste mig, gik ud for at se efter, den var tom og tør. Schæferen havde en trofast og årvågen sjæl. Jeg gik i seng og faldt i søvn«.

Med udgangspunkt i den forladte hustrus krise handler 'Forladte dage' først og fremmest om at vågne op og finde sin egen plads i verden - blandt andre individer med deres krav til livet. Det er aldrig for sent, men heller ikke en dag for tidligt. Er man i processen, vil denne sammenbidte lille bog være en ideel følgesvend.