I Elizabeth Rosners pænt kulørte, men behersket underholdende roman 'Lysets hastighed' har Jacob Perel, jødisk ungarer (eller ungarsk jøde?), overlevet Auschwitz som den eneste af sin familie. Han (som ikke er bogens hovedperson, men dens mest troværdige) kom til Amerika, arbejdede som kemilærer og stiftede familie. Men hans grufulde oplevelser - værre end han nogensinde fortæller dem - satte sig så dybe spor, at de kom til at dominere livet for hans søn Julian og datter Paula og deres mor, som forsøgte at holde livsgnisten brændende i familien, indtil hun døde ved en lægefejl. Børnene får aldrig andet at vide, end at faderen har overlevet Auschwitz, ikke tåler lugten af stegt kød og forbyder datteren at synge på tysk. Paula har nemlig stemme og flytter hen til sin sangpædagog. Hun slipper dermed tilsyneladende ud af dødens skygge og tager sig som voksen af sin storebror, efter han har droppet en lovende fremtid som forsker og sidder og skriver leksikonartikler, bange for enhver uplanlagt kontakt og berøring, isoleret i lejligheden over søsterens i San Francisco. Hun tager til Europa for at sætte skub i en operakarriere og får sin hushjælp Sola fra et ikke navngivet mellemamerikansk land til at bo en tid i sin lejlighed og se efter broderen. Sola har også et traume, idet hun har overværet en massakre på sin landsby og har mistet alt og alle. Jeg røber vist ikke for meget ved at sige, at Sola og Julian, begge skadede og sky, nærmer sig hinanden på en måde, der ville gøre sig vældig godt på film, men som virker lidet troværdig uden for.