Som nogenlunde erfaren romanlæser burde man ikke længere lade sig dupere af det trick, at selve historien er indfældet i en rammefortælling, der handler om, hvordan fortælleren/forfatteren opdagede det gamle manuskript eller fandt frem til de oplysninger, som udgør selve romanen. Men i 'Sydens Dronning' benytter Arturo Pérez-Reverte dette kunstgreb så suverænt, at man gang på gang spørger sig selv, om det mon alligevel ikke er en journalistisk bog snarere end en roman. Rammen er fortællerens forskning i den mexicanske narkodronning Teresa Mendozas fantastiske historie. Samtalerne med Teresa Mendoza og med hendes kolleger og venner og fjender og alle de øvrige baggrundsundersøgelser, og ikke mindst fortællerens egne refleksioner over, hvad han ser og hører, er skildret så raffineret, at de i forening med hovedhistoriens detaljerigdom og høje grad af realisme skaber en noget nær perfekt illusion. Pérez-Revertes indgående og levende beskrivelser af narkomiljøerne i Latinamerika, Nordafrika og Spanien, af narkosmuglingens teknik og økonomi og af hele den kultur, som ikke mindst i Mexico knytter sig til denne branche, giver et fascinerende indblik i en fremmed verden.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























