Det må være det længste syretrip i børnelitteraturhistorien! Og det er skrevet af en debutant! Over nærved 200 sider flyver og farer Tonny Gulløvs hovedperson mellem afgrunde af tider og steder. Undervejs dør han tre gange, mens læseren har konstant åndenød. 'Søvngængeren' er et brag af en bog. Ustoppelig som en kanonkugle af syrede syner og en vildtvoksende fantasi. Det begynder ellers så roligt. Thomas kommer til New York for at skrive sit universitetsspeciale om nordboerne i Nordamerika. Han har en teori. Måske nåede de helt til Manhattan! Thomas hygger sig med sit arbejde, indtil han en dag finder et gammelt sværd og - værre endnu - en træboks med sjove svampe indeni. Inden Thomas for alvor forlader den akademiske verden, når han at finde en gravlagt dansk middelaldermand i Maine. Det er én af Margrete I's riddere. Tonny Gulløv fortæller veloplagt og med god sans for at levere fakta om så forskellige emner som: Big Apple, virtual reality, dronning Margrete I, indianere, hjerneskanning, vikinger og you name it! Det er det fine ved historien, at den løfter sig - og den løfter sig højt - på bæredygtige vinger. Forfatteren tordner fra sted til sted, enkelte løse ender forbliver ubundne, men læseren forstår og fornemmer, at der er mere mellem himmel og jord, end man lige skulle tro. Det er nok nærmest pointen, for 'Søvngængeren' er dejligt fri for okkulte belæringer eller kritik af den såkaldte civilisation. Den sparker røv på sin gode historie og forfatterens ildhu med at fortælle den. Til sidst finder Thomas kærligheden og en ukendt gravsten i Helsingør. Får Thomas så afleveret sit speciale til tiden? Det vil den bekymrede læser spørge om. Det gør han næppe!
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























