Når man siger, at en digter er original, mener man, at han eller hun skriver på sin egen personlige og særprægede måde og dermed afviger fra en eller anden norm eller standard. Det følger heraf, at man kan forestille sig en helt upersonlig og anonym poesi, en slags Dansk Standard Normaldigt: Det er 14-16 linjer langt, og der er to til fem ord i hver linje; det overholder de almindelige regler for sætningsbygning; det har et dæmpet, alvorligt tonefald og gennemspiller på traditionel vis et eksistentielt tema (den splittede identitet, den svære kærlighed, den uafvendelige død eller lignende); og det benytter et rebusagtigt billedsprog, som på en forholdsvis enkel måde omskriver en indre virkelighed (følelser, tanker) til en ydre virkelighed, som navnlig består af meteorologiske omstændigheder og et elementært naturinventar (regn, hav, himmel, sten, træ osv.). De fleste digte i Jens Asbjørn Seehuusens nye samling, 'Lyset klirrer', lægger sig betænkelig tæt op ad en sådan Dansk Standard Normaldigtning. Det er så at sige poetisk korrekte, meget digtagtige digte. Og de er efter min mening temmelig kedelige: »Havet,/ ja, verdenshavet/ er blevet ørken/ og jeg går/ i den ørken,/ jeg ved/ at min skikkelse/ er lille,/ men jeg går/ i den ørken/ af rillet og riflet sand,/ der er intet/ som flytter sig her,/ bortset fra mig,/ der er ingen erindring/ om de planter og fisk/ som var her/ da alt var vand./ Jeg går og jeg går/ og med ét/ er havgusen/ listet ind/ omkring mig/ i en blanding/ af mørke, gravdis/ og noget modsat/ viden«. Seehuusens digte er for det meste sådanne ørkenvandringer (»der er intet/ som flytter sig her«) med få og små oaser af særpræg, i dette tilfælde glosen »gravdis«, der dog har en vis suggererende kraft. Men kraft er der generelt ikke meget af i disse blege og tynde digte, som lige præcis opfylder de krav, der stilles af Dansk Standard Normaldigtning, men efter alt at dømme hverken kan eller vil mere.