Nazneen er hovedpersonen i den indisk-britiske forfatter Monica Alis overraskende bestseller af en debutroman, 'Brick Lane'. Den følger tæt den indiske subkultur i London, der de sidste hundrede år har sat sit tydelige præg på den engelske nation, der henregner indisk te og karry til det tidligere imperiums egne traditioner. Det er oplevelsen af spaltede rødder som disse, der kendetegner Nazneens tilværelse blandt andre muslimske kvinder i boligkomplekset i London. Mens hendes mand, Chanu, drømmer om at vende tilbage til Indien, er Nazneens forhold til den nye, vestlige virkelighed nemlig mere tvetydig. Hun opretholder de indiske traditioner i hjemmet og i den muslimske vennekreds, men hun tiltrækkes umærkeligt af den vestlige kultur, som hun godt nok ikke forstår, men som hun fornemmer kan tilbyde hende en frihed, hun ikke før har kendt. Selv om 'Brick Lane' handler om Nazneens langsomme vej ud af traditionernes slør til et liv i frihed og selvbestemmelse, er det ingen traditionel dannelsesroman, Ali har skrevet. Det er en konsekvens af det stof, 'Brick Lane' er lavet af, for der er ingen entydige løsninger på immigrantens dobbeltliv. Fanget i ingenmandslandet mellem to kulturer er de altid fremmede - både ude og hjemme - og udlever deres eksil i, hvad Nazneen kalder »en evig midlertidighed«. Ali har valgt at fremstille sine hybride personer i den mest solide og traditionelle af de vestlige genrer, men hun modstår fristelsen til at indordne dem under simple begyndelser og lykkelige slutninger. Desværre overvældes Ali nogle gange af sit materiale og taber den røde tråd, der løber ud i endeløse beskrivelser og scener, der er unødvendige for historiens handlingsgang. Kompositionens sjuskethed gør bogen ca. 150 sider for lang, og det er for meget for lang. Men det ville også være for meget forlangt, at en debutant skulle være fuldendt fra starten. Også hun må finde sin vej ud af traditionens slør.