0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Underholdende (m)ord i syden

Klassisk krimi med excentriske overklassemennesker i Portugal og en solid thriller med indbygget undervisning i Spanien.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Så er den nuttede nørdinde, vor lurmærkede Linda, som godt kan blive til en sexet sardin i den rette marinade, igen sammen med sin madglade og rapkæftede veninde Joanna nede i Portugal ved badebyen Santa Maria do Mar.

Vi mødte parret første gang i Pia Martins krimidebut 'Legetøj for en morder', hvor Linda arriverede som sekretær for kriminologen Morten Pihl og snart blev veninde med stedets antikvitetshandler og amatørdetektiv, den dansk-portugisiske Joanna.

Og minsandten om vi ikke endnu en gang kommer til Hotel Nautilus, hvor man serverer eksotiske cocktails og såmænd har mord på menuen. Opskriften i 'De tusind mords hotel' er nemlig atter revet ud af Agatha Christies kogebog for kriminalitet mellem excentriske overklassemennesker, der alle render rundt med hemmeligheder i bagagen.

Her er både en tysk-russisk grevinde med cigaretrør langt som en Autobahn, den obligatoriske britiske oberst med brunst i øjenkrogen, solskoldede englændere af tvivlsom herkomst, en digterinde af lige så tvivlsom poesi, en amerikansk-jødisk dame, som mumler om døde børn og så alt det løse, turister og tyende, som aldrig rigtig kommer ind i plottet, der først sætter i gang 100 sider inde i romanen. Vi finder et lig, og så er man ikke længere ligeglad med hinandens gøren og laden.


Indtil da er vi alenlangt blevet underholdt om tøj og tøsesnak, mode og mad, og mon Lindas flirt fra sidste sommer, den hvalpede Carlos, også når at vise sig i dette meget pjankede plot?

Det bedste ved Pia Martins puslespil er hendes humoristiske leg med genren, hendes bevidste brug af dens klicheer og sætstykker, tilsat egen avl af munter metaforik. »Hendes bagdel bredte sig for mit blik som en velklippet golfbane«, skrives der sødt om en klodset medsøster.

Alt i alt en ultralight underholdende og megen snakkesalig affære, der latent stiller det spørgsmål, om Martin ikke næste gang skal lade Linda rykke sine teltpæle op og komme videre? Springe en sommer over ved den portugisiske Atlanterhavskyst. Finde en anden arbejdsgiver og muligvis også en anden kæreste. Men ikke nødvendigvis en anden genre.


Hvis 'De tusind mords hotel' så afgjort er en kvindekrimi, så er Michael Loses 'Den spanske forbindelse' næsten lige så afgjort en mandekrimi.

Ganske vist er hovedpersonen en kvinde, strømeren Tatjana Fisher, men hendes meritter som forbindelsesofficer mellem dansk og spansk politi er for at sige det mildt af en ganske anden kaliber end Lindas ved siden af i Portugal.

Thrillerens plot sætter i gang med det samme i Sevilla, hvor vor danske heltinde med en tragedie i en nær fortid tages med på en farlig mission mod den russiske mafia, som sætter narko i land på Andalusiens kyst.

Samtidig gør den baskiske befrielsesorganisation, ETA, livet farligt for spanske embedsmænd. Bl.a. for den bundhæderlige undersøgelsesdommer Gabriel Garcia, den lokale Antonio Banderas som Tatjana naturligvis ikke kan stå for.


Plottet er speget og indviklet, men også effektivt og yderst realistisk og holder delvist vand, selv om der også er meget larmende ramasjang med diverse håndvåben, som skurkagtigt skifter hænder. Plus til slut patetiske tårer, når døden kommer om eftermiddagen og bliver til middag.

Forfatteren har den sympatiske, men også noget gumpetunge journalistiske vane med at skulle overlæsse sin historie med en række nyttige, men også plotbremsende forkundskaber og informationer. Tyrefægtningens finesser, tapas fra væg til væg, korrupt spansk indenrigspolitik og EU's seje kamp mod narko og illegale indvandrere og så fremdeles. Pyha, bliver vi hørt i det her til eksamen, og hvornår ringer klokken, så vi kan komme ud og lege i krimien igen?

Nuvel dette skal ikke trække mere ned, end at man med 'Den spanske forbindelse' er solidt underholdt godt over middel, især hvis man aldrig bliver færdig med Spanien.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce