'Vi vil nå frem', hedder den anden udgivelse fra Kristiane Hauer (f. 1975). Bogen bærer ingen genrebetegnelse, men svæver et sted mellem prosa og lyrik; de 52 grafisk set hullede prosastykker danner et løseligt sammenhængende forløb. Tematisk er der tale om en gammelmodernistisk traver: Verden er et uoverskueligt og truende kaos, og mennesket forsøger fortvivlet at finde en eller anden form for mening eller retning i den - hvis det da ikke fortrænger den til fordel for stakkede håb og utopier i form af søvn, drøm og kærlighed. Det grundtema er mildest talt hørt før - vel at mærke i langt bedre versioner: Med aggressivt punch, gribende fortvivlelse, sort sarkasme, boblende munterhed eller noget helt femte. Hvad, der i fatal grad mangler i Hauers version, er netop et markant temperament. Stilen kan minde lidt om den kedeligere ende af halvfemserkortprosaen, men det sterile præg skyldes ikke en minimalistisk eller billedfattig stil, tvært imod: Her er ikke tale om stramt styret form, snarere er der en tendens til redundans; og billeder er der en del af, men de fleste er konventionelle.
Nydeligt kaos
Lyt til artiklen
