0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Andersens Big-Bang

I dag skydes Andersen-jubelåret ind med de første dele af digterens 'Samlede værker' - tre bind eventyr, gennemillustreret med hans papirklip i et brag af bogkunst.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Der kom en Soldat marcherende henad Landevejen: een, to! een, to! han havde sit Tornister paa Ryggen og en Sabel ved Siden, for han havde været i Krigen og nu skulde han hjem«.

Sådan begyndte alle H.C. Andersen-udgaver. Sådan begyndte det, når Far læste op, og man husker sin forventning: Om lidt kommer den gamle heks med det blåternede forklæde. Om lidt har vi hundene med øjne så store som tekopper, som møllehjul, som Rundetårn. Om lidt hugger soldaten hovedet af heksen: »Der laa hun!«.

Men fra i dag begynder Andersen anderledes. I dag tyvstarter Det danske Sprog- og Litteraturselskab og Gyldendal på Andersen-jubelåret - halvandet år før D-dag! - med de første tre af 18 bind 'Samlede værker'. Det er naturligvis 'Eventyr og Historier', og en konsekvens af udgavens principper er, at den begynder med hans tidligste forsøg fra før det første hæfte 'Eventyr, fortalte for Børn' 1835.


Første penneprøve hedder 'Dödningen. Et fyensk Folkeeventyr'. Andersen trykte det som tillæg til sine 'Digte' 1830, hvor det egentlig ikke havde noget at gøre, fordi den 24-årige allerede var ved at kante sig ind på eventyrformen.

Det er historien om unge Johannes fra Bogense-egnen, der begiver sig ud i verden, redder et lig fra at blive mishandlet af hævngerrige røvere, får følgeskab af Den Fremmede, der med tryllegreb redder dem gennem alle farer, forelsker sig i den smukke, men grusomme prinsesse, består hendes tre prøver - og udfrier hende af trolddommen. Den Fremmede er naturligvis Dødningen, der ville gengælde, at vor helt frelste ham fra gravskænderiet.

Jamen, er det ikke 'Reisekammeraten'? Nemlig. Fem år og 52 sider senere ser man eventyret foldet fuldt ud under den kendte titel. Her har Andersen sat fortælletempoet op, skåret omsvøb fra, indsat nye påfund. Væk er bindingen til Nordfyn og de opstyltede litterære allusioner. Og væk er de dristige kig på prinsessen som pinup: »... de brune Lokker fløde i store, fyldige Ringe ned over hendes Barm og den tynde Kjortel der forraadte Legemets yndige Former. ... Vinden tog i hendes lange, hvide Gevant, og Maanen skinnede derigjennem«.

Men Andersens tone er med her i første udkast til 'Reisekammeraten'.

Fantasien, der leger med både den romantiske ironi og den idylliserende biedermeierstil: alfer i fingerbølstørrelse, riddere »som Hjerterknægt i Spillekortene«, grønt løv der »ikke gik af i Vadsken«, fugle der »sang fra Bladet«. Sågar et blåternet lommetørklæde.

I den endelige form bruger Andersen talesprog til at få historien af sted. Indfaldene yngler friere og frækkere. Byens kagekoner binder sørgeflor om sukkergrisene, den gamle konge har broderede tøfler, og han putter sit kgl. guldæble op under armen for at kunne give hånd til sin kommende svigersøn.

Men Andersen er også blevet mere from. Nu fremhæves Guds forsyn som grunden til, at heltens rejse ender godt.


Sådan inviterer dagens nyudgave til sammenlignende studier. Den samler hele Andersens eventyrproduktion - »alt hvad der var og alt som det var«, som det var folkeviseforskeren Svend Grundtvigs princip. Foruden de klassiske 156 eventyr medtages en halv snes mindre kendte samt udkast fra de yngre år. Alt trykt i strengt kronologisk orden - og dermed tit i en anden rækkefølge end den kendte.

Bagest får man Andersens kommentarer til eventyrene, hvor han forklarer - og undskylder - deres inspirationsgrundlag og tilblivelseshistorie. Det er tit morsomt - som da han fra sin ven Dickens hørte det arabiske ordsprog: »Da kejserens hest fik guldsko, stak også skarnbassen benet frem«. Herfra sprang 'Skarnbassen' 1861.

Udgiverne har søgt tilbage til første tryksted og manuskripter for at afsæbe teksterne for opsamlede tyrkfejl og fordærvede læsemåder. Oveni får man registre, forfatterskabsoversigt, nøgle til mål, vægt, mønt og sågar samtidens rangklasser, fra kammerjunkere til kancellirødder. Til de enkelte eventyr er der realkommentar med baggrundsoplysning og ordforklaringer.

Blandt de gloser, der skønnes ukendte for yngre læsere, er - bare i det første eventyr - lygtemand, most, messe, løjbænk, svededug, randsel, bulbider, drabant, betler, varmebækken, terne og benrad. Dette formodede hukommelsestab kan man efter temperament more eller korse sig over, men ældre læsere kan jo også vælge at glæde sig over alt det, de (vi) véd, og spille Trivial Pursuit med sig selv.

Modsat ældre klassikerudgaver fra Det danske Sprog- og Litteraturselskab er der ikke tale om overkommentering. Det er »alt på sin rette plads«, som samme Andersen sagde, og så forbilledligt enkelt, at enhver kan bruge udgavens apparat.


Jo, luftkaptajn Klaus P. Mortensen og hans besætning kommer flot fra start, og alt tyder på tre års behagelig rejse gennem Andersens univers.

Lufthullerne melder sig først, når udgaven kommer til 'Digte og Blandinger' I-III og især de fire bind 'Dramaer' med læssevis af vaudeviller, der ikke er værd at læse, endsige opføre.

En attraktion bliver indledningerne, hvor chefpiloten ser forfatterskabets hovedgenrer i fugleperspektiv. Det kræver dødsforagt, men Mortensen lander på benene, når han her i første bind analyserer, hvordan Andersen skrev sig fra en folkelig eventyrform til en selvgenererede og højtraffineret symboldigtning.

Andersens gennembrud til sin egen mundtlige form kaldes 'the Big Bang'. Det er efter min mening en forenkling af en lang proces, der kan beses straks fra det første eventyr 'Dödningen', for det var en kædereaktion af småeksplosioner mere end et enkelt brag, en genetisk kæde, der førte frem til noget unikt i verdenslitteraturen.

Men Mortensen viser godt, hvordan Andersen fra indlevelse i børnenes, dyrenes og tingenes perspektiv når frem til fortællerens spil mellem det 'uskyldige' børneniveau og det ironisk-reflekterende voksenniveau, med vittig samtidssatire og med et metaplan, hvor eventyret også handler om sig selv som fortælling - og med en åbning ud mod 'Universalpoesien's evighedsperspektiv.

Andersens gennembrud består også i, at han lader 'sin' genre eksplodere ud i »de fleste Radier af Eventyr-Cirklen«, som han sagde. Fra 1852 supplerer han Eventyr med og Historier, men længe forinden er eventyret blevet til en vifte af undergenrer, fra fabel, allegori og fantastisk fortælling til psykologisk-realistisk novelle, med dybt originale genreblandinger.


Klaus P. Mortensens pointe om det fragmentariske i Andersens eventyrform illustreres af udgavens godt 100 prøver på Andersens billedkunst. Den rastløse sjæl havde brug for at pacificere sin kværnende fantasi (og sit neurotiske overtryk) med leg og »finmotoriske beskæftigelser«, som Ejnar Stig Askgaard siger i en fin analyse.

Og skoflikkerens søn med de store hænder var også genial med en saks. Det blev t