Den evige jøde' er en lille, stramt fortalt roman om flugtens væsen. Den udspilles i 1500-tallet, hvor det religiøse vanvid vel var på sit højeste i Europa. I romanens optakt ser læseren i det fjerne to skikkelser komme vandrende. De kommer nærmere, så det efterhånden bliver muligt at skelne deres træk. Det er en mand med et hærget ansigt og en spædlemmet pige på en 11-12 år. De to når frem til Amsterdam, får opholdstilladelse, for de har begge to læst og lært deres lektie. Han kalder sig Johannes Cartohilus, og pigen får drengenavnet Juan, fordi en dreng vil have lettere ved at overleve i den verden, de to må leve i. I en række natlige samtaler med maleren Pieter Brueghel d.æ. i det glasværk, hvor far og {lsquo}søn' får ophold, hører vi Johannes Cartohilus' historie, en historie fuld af lidelse og stadig frygt og evige opbrud, fordi han som en søgende sjæl prøver at forstå tilværelsens absurditeter. Han studerer forbudte skrifter, hvilket fordømmes af de rettroende. Og det er lige meget om det er jøder, katolikker eller kristne, de er lige intolerante. Det er en grum, tankevækkende historie.
Flugt, frygt og fremmedfølelse
Lyt til artiklen
