Før årtusindskiftet var der ingen, der havde hørt om skammere. Nu er de kendt i Japan og Amerika. Lene Kaaberbøls serie er solgt til alverdens lande. Hun puster Harry Potter i nakken. Foreløbig dog på afstand. Og hvem er så disse skammere? Det er kvinder med en evne. De kan få folk til at skamme sig, for at sige det ganske kort. Ét enkelt blik er nok. De er ikke hekse - og ofte beklager de deres skæbne - men de bliver behandlet som hekse af folk på Skay-Sagis-halvøen. Ikke mindst oppe i højlandet, hvor klanerne bor med deres får. Skammere kender også til urter og mange skjulte ting. 'Skammerkrigen' er fjerde og definitivt sidste bog om pigen Dina, der har arvet skammerevnen fra sin mor. I tredje bind mødte hun sin ukendte far og fandt ud af, at hun også havde arvet hans sorte evner. Det er ikke nemt at være Dina. Og det er heller ikke nemt at være Lene Kaaberbøl. Der er mange forventninger, løse ender at knytte, skæbner, der skal væves færdig, og slag, der skal slås. Det pres mærkes ikke på 'Skammerkrigen'. Den er helstøbt afrundet, og nu er historien slut! Dina og Lene Kaaberbøl har udviklet sig sammen gennem årene. I begyndelsen var der lidt for meget urtekram og hestevrinsk i historien, men fra tredje bind blev den helt moden, farlig og velskrevet. Det er fantasy af pureste art i det tågede, middelalderlige landskab, som er så velkendt. Lene Kaaberbøl løfter sin store fortælling derop, hvor genren har sin berettigelse som andet end tidsfordriv. Hvor arketyperne bliver til kød og blod, og man kan skamme sig. Den psykologiske dimension er helt fremme i seriens sidste halvdel. Der er også godt og ondt derinde under huden.