At kalde enroman med en hermafroditisk hovedperson 'Middlesex' ligner en vits - og det er det i grunden også, selv om hovedpersonen med familie bor på Middlesex Boulevard i en forstad til Detroit i halvfjerdserne. Og hovedpersonens bror omtales kun som Kapitel Elleve, uden nogen anden forklaring end at læseren selv kan tælle sig frem til, at han bliver født i bogens ellevte kapitel. Den slags postmoderne løjer skal, ligesom den ustyrligt alvidende fortællerstemme og de moderigtige oplistninger af leksikalske kundskaber, minde læseren om, at Jeffrey Eugenides' Pulitzerprisbelønnede roman ikke er selvhøjtidelig, endsige klassisk. Anne Mette Lundtofte, der anmeldte originaludgaven her i avisen i april i år, kaldte den »en hybrid« - både familiesaga og jegroman. Men dens dobbelthed er ikke en brist. Og lad os så bare slå fast, at 'Middlesex' alligevel har alle de højtidelige og klassiske dyder, en roman bør have. Den er fængslende, tankevækkende, underholdende, godt researchet og veltilrettelagt.
Både-eller
Lyt til artiklen
