Af sort vand og dybe skove er vi født, og resten er roman. Kerstin Ekman har nu afsluttet sit mægtige værk, 'Ulveskindet', om det nordiske menneskes historie i det 20. hundrede set fra søen Svartvattnet i det nordligste Sverige. En tragedie i tre bind så mærkeligt livsbekræftende, som kun det virkelig frygtelige kan være. Hvor gik det os dog ilde. Jeg siger 'os', for det er en myldrende roman med massevis af stemmer, skrig og kys i det nordiske mørke og de lyse nætter. Vi er der alle sammen et sted i koret, Kerstin Ekman viser hvor små og troldeagtige vi er hver især, men også hvor rige og mægtige og farlige midt i Nordens storhed, mystik og mange sprog. Svartvattnet ligger på en grænse: mellem Sverige og Norge, mellem Lapland og Vesterlandet, mellem urbefolkningen og det moderne menneske. 'Ulveskindet' er en roman, hvor der joikes, danses og digtes, og hvor rensdyr spiller lige så stor en rolle som kameler i Arabien. Det lille udsted med få og stadig færre sjæle er gennemkrydset af fire hovedsprog, svensk, norsk, nordtrønsk og samisk, og det enkelte menneskes lille eksistens udspiller sig på en vældig scene af sneklædte vidder, frosne søer, høje bjerge og skov, skov, skov. Og så er verden endda endnu større, Kerstin Ekman lægger landskabet ud fra Värmland til Venedig, fra Berlin til New Delhi. Svartvattnet: et verdenshav. Sneen på søen Til dette vand ankommer den unge jordemoder Hillevi Klaran i marts 1916 (romanfortællingens hovedtræk er skitseret i spalten her ved siden af). 'Ulveskindet' er Hillevis, hendes børns og børnebørns historie samt i modbillede: kunstneren Elias Elvs historie. Begge historier udspringer samme sted, nemlig dér i sneen på den tilfrosne sø, hvor Elias som ung dreng overrækker Hillevi barnet, hun lige har hjulpet pigen Serine med at bringe til verden. Den nyfødte har været under det sorte vand og dør i Hillevis arme. Drabet bliver en hemmelighed, Hillevi bærer på resten af livet - en hemmelighed så dyb, at end ikke romanens primære fortæller, Kristin, kender den. Det er jo en fantastisk ting for en forfatter sådan at holde pointen i sin roman skjult for selveste romanens fortæller. Og dét så meget desto mere, som Hillevis hemmelighed forplanter sig ned gennem generationerne og til sidst melder sig lyslevende i fortællerens, Kristins, stue som en præst fra Stockholm og et barn fra Indien. Hendes halvsøster, Myrten, som hun i 50 år havde gået op og ned ad dagligt, var ikke den, hun troede. Ikke en barnløs kvinde, slet ikke. Men hvad med Kristin selv? Var hun mishandlet af sin morfar, dengang Hillevi fandt hende, eller havde hun faktisk været oppe at flyve i kløerne på en ørn? Sandhedens vinkler Ingenting er, som det synes at være, i denne roman. Kerstin Ekman lader sin suveræne brug af romanhåndværkets mange teknikker være et budskab i sig selv: sandheden har mange vinkler, og livets mening melder sig ikke som en færdigpakket instruks, men i et mylder af hvisken og råb, halvkvædede viser og sprukne stemmer. 'Ulveskindet' er på mange måder en antibiografi, et oprør mod tidens forestillinger om det sammenhængende liv og de logiske forklaringer. Og det gælder også, når man går til den enkelte hovedperson, først og fremmest mande- og kunstnerfiguren Elias Elv alias Elis Eriksson, som snart er én, snart en helt anden, forvirrende ny fra bind til bind, men mærkeligt nok også stadig mere sympatisk, skønt vi lærer ham at kende både som barnemorder og nazist. Tror vi nok. »Du veit ikkje håcken je ä«, siger Elis på et af sine sprog, som skal snyde os. - »Dä veit ingen«. Elias går gennem romanen fra først til sidst, fra 1916 til 1995, fra urtiden til internettet. Men denne mand og hans kønsfæller er i 'Ulveskindet' nedsænket i et sådant hav af kvindelighed, at i hvert fald undertegnede mand føler sig en smule forlegen indimellem. En jordemoder ved mange ting, og vi får mange af dem at vide. Kerstin Ekman har i mere end én forstand lagt sin roman i et landskab, hvor der overskrides grænser, og det gælder for resten også det religiøse. I det tredje og sidste bind, som netop er udkommet i Sverige, skildres den religiøse vækkelse hos hovedpersonen Ingefrid, en både stærk og næsten blufærdighedskrænkende beskrivelse. Den kvindelige præst har ikke blot en særlig form for kvindeligt kønsliv, hun har også et bønsliv ud over det sædvanlige: hun skriver til Gud. Livets mange stadier De mange bibelske an- og hentydninger i romantrilogiens første bind (et træk som karakteriserer hele Kerstin Ekmans forfatterskab) viser sig at kulminere overordentlig åbenhjertigt her i finalen, hvor de bibelske nøgler lægges frem og det religiøse bliver til meget mere end antydninger. Kierkegaard nævnes kun en enkelt gang - negativt - men det ville være fuldt ud muligt at læse 'Ulveskindet' som en roman om stadier på livets vej: æstetiske, etiske og religiøse. Vejene ligger bare spredt over et tusindtal af romansider, mennesketyper og navne. Ingen person kommer ind i 'Ulveskindets' univers uden at få flere navne, det være sig pige- og giftenavne, øge- og kælenavne, dæknavne og oversatte navne. Navnemystikken er i sig selv næsten religiøs, en hemmelighedsfuld kredsen om det uudsigelige som når jøden læser Bibelen og ikke siger JHVH men 'navnet'. Ude i livet har forældre det privilegium at navngive deres børn, inde i romanen kan forfatteren døbe sine personer, og man må sige, at Kerstin Ekman bruger privilegiet og dét både i faderens sønnens og den hellige ånds navn. Men hun knytter også navnene, de mange og de skiftende, til det ene hemmelige barn efter det andet, adoptiv- og fosterbørn som lever tidligere generationers hemmeligheder ud og selv sætter nye i verden. Alle disse navne og mennesker omkring jordemoder Hillevi og hendes familie over fire generationer fører os gennem 'Ulveskindets' dybe vand og sorte skove. Jeg tror ikke, nogen nordbo kan læse de tre romaner uden et sted i sneen også at finde sporene af sin egen historie.