0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hvis ord kan dræbe

Paul Auster har verdenspremiere på dansk med en særegen kærlighedshistorie.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Alle historier er tænkelige, og så længe de blot er fiktion, er de jo uskadelige. Eller er de?

En fransk forfatter skrev en gang et digt om en mand, hvis datter drukner. Kort efter druknede hans egen datter. Han skrev aldrig et ord mere af ubodelig skyldfølelse og ærefrygt for ordets magt.

Den historie fortælles i Paul Austers nye roman 'Orakelnat'. Den giver ordet skæbnefortælling en helt ny betydning. Den hævder, at der er ting forfattere må undlade at skrive. Ikke af moralske årsager, men af metafysiske. Fordi ordene på en uforklarlig måde åbner rum for, at skæbnen kan råde. Som et orakel forudsiger forfatteren en tragisk virkelighed.

Den pointe er svær at sluge for et rationelt menneske og er det også for bogens fortæller, Sidney Orr, der har sine ydre data tilfælles med Paul Auster. Bogen foregår over nogle få dage i 1982, hvor han er 34 år og endnu blot en lovende forfatter med mindre kritikerroste succeser bag sig.

Sidney har lige rejst sig fra et længere livstruende hospitalsophold. Men ellers lever han i stabil tosomhed med sin nye smukke kone, grafikeren Grace og ses ofte med deres fælles ven den ældre, succesrige forfatter John Trause. John har fulgt Grace fra barnsben og elsker hende som sin egen datter. Og måske mere end det. Det er den uvished, der er drivkraften i romanen.


Under en af sine lægeordinerede vandreture i New York, går Sidney en dag en anden vej end normalt. (Et klassisk Austermotiv: Skæbnen hviler altid omkring det næste gadehjørne). I en papirforretning køber han en blå notesbog og går hjem og begynder at skrive for første gang efter sit sygeleje.

Her hvirvler romanen sig ind i et sandt bibliopatisk net af fortællinger, men det tjener til Austers ære, at han aldrig snubler i det. Sidney Orr skriver en historie om en helt almindelig mand, en forlægger, hvis liv en dag pludselig rives op ved roden efter mødet med en smuk kvinde og et profetisk manuskript, 'Orakelnat'.

Det er et trekantsdrama, men Sidney Orr går i stå med sin fortælling, da han kommer til at spærre forlæggeren inde i en bunker under jorden og ikke ved, hvordan han skal få ham skrevet ud derfra. Til gengæld er det ved dette dødvande, at Paul Austers fortælling om Sidney Orr begynder at tage fart. For pludselig opdager han, hvordan begivenheder fra hans dramatiske fortælling begynder at optræde i hans virkelige samliv med Grace.


Hvis en og anden synes, at jeg nu har afsløret lidt rigeligt af handlingen, kan jeg berolige: Dette er kun begyndelsen. Det er et herligt træk ved bogen, at den er alt for myldrende til at kunne opsummeres i et handlingsreferat.

En detalje som farven på notesbogen er lige så vigtig som en sidehistorie om utroskab. Man følger forfatteren fra sengen til arbejdsværelset og køkkenet. Man kigger over skulderen i den kreative skriveproces. Bogen myldrer med historier og fortællinger, fantastiske sammentræf og pludselige lynnedslag i forskellige grader af fiktion.

Der er ikke en god fortælling, men hundredvis af små gode historier, anekdoter og dokumenter (f.eks. en side fra en polsk telefonbog fra 1937), der spejler og infiltrerer bogens overordnede kammerspil: Sidney og Graces kærlighedsfortælling. Det er originalt og dog så klassisk Auster.

Igennem hele sit forfatterskab har Auster fået os til at tro på, at livet er orkestreret af tilfældets musik. I 'Mr. Vertigo' fik han yderligere læseren til at tro på, at mennesker kan flyve. Og i 'Orakelnat' vil han så have læseren til at tro, at vi kan forudsige fremtiden. Man får fornemmelsen af at være vidne til et frydefuldt litterært trylleri.


Men det er ikke bar underholdning. Under overfladen er det brændende alvor for Auster. Og fornemmelsen af, at der er noget, man bare ikke skriver, som Auster skildrer i 'Orakelnat', kender man jo.

Ud over Claus Beck Nielsen, der for nylig slog sig selv ihjel i en 'selvbiografi', er det ikke mange forfattere, der for den gode fortællings skyld erklærer sig selv for død, og i hvert fald aldrig dem, man elsker, sin kone, sine børn. Sæt det sidste blev virkelighed. Selv når man tror nok så meget på tilfældet, vil det nage en for altid, om skriften alligevel skulle have en magisk kraft - også for et rationelt menneske.