0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den inderste ørken

Fyldig fordanskning af evigunge Mevlana Jalaluddin Muhammed Rumi.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvor var vi henne uden oldpersisk poesi? Jeg tænker naturligvis først og fremmest på gavtyven Abu Nuwas og livsnyderen Hafez, men i allerhøjeste grad også på Omar Khayyam, hvis samling af firelinjede epigrammer ('Rubaiyat') stadig spøger i verdenslitteraturens Departement for Ørkenpoesi og så sent som i 1986 dannede forlæg for Henrik Nordbrandts fejrede 'Håndens skælven i november'.

Men vigtigst af dem alle er dog Mevlana Jalaluddin Muhammed Rumi - ikke blot fordi hans oeuvre er frygtindgydende stort og mangfoldigt (alene hovedværket 'Mathnawi' er med sine 26.000 tolinjede vers længere end 'Illiaden' og 'Odyseen' tilsammen), men også fordi hans liv og skrift fortsat indtager en uomtvistelig placering i midtpunktet af den islamiske sufikultur.

Som spirituel mester er Rumi således lyslevende, og hans orden af Dansende Dervisher eksisterer i bedste velgående. Hertil kommer, at Rumi i de senere årtier har fået en veritabel renæssance blandt identitetshungrende vesterlændinge - antallet af engelsksprogede Rumi-udgivelser er eksploderet, og det siges, at Coleman Barks 'The Essential Rumi' (1993) har gjort den gamle perser til USA's mest solgte poet.


Rumis liv var - som hans digtning - en rejse. Han blev født 30. september 1207 i det nuværende Afghanistan, og inden han var fyldt atten, havde han tilbagelagt tusinder af centralasiatiske kilometer. Familien slog sig til sidst ned i den tyrkiske by Konya, hvor faren blev en fremtrædende retslærd og sufimystiker.

I 1244 skete der et åndeligt jordskred i den unge Rumis liv: han mødte den vagabonderende Shams fra Tabriz, og de to mænd forelskede sig hovedkulds i hinanden og var i de følgende år uadskillelige sjælemager, som i dagevis kunne forglemme sig i åndrig samtale.

Poesien flød fra Rumis penneskaft: ekstatiske vers om Allahs verdensmysterium og henførte kærlighedserklæringer til Shams og Skaberen, som umærkeligt smeltede sammen til én. Tre år efter var Shams forsvundet (onde tunger vil vide, at han blev ombragt af skinsyge disciple), og efter en dyb åndelig krise skrev Rumi frem til sin død på 'Mathnawi', sit myldrende og monstrøse eftermæle.


Rumis skrift er på samme tid monumental og let tilgængelig - »en majestætisk flod, rolig og dyb«, som orientalisten Reynold A. Nicholson yndede at udtrykke det. Hans tekster rummer træk af fablen, eventyret, dialogen, anekdoten, ordsproget og parodien, og med intertekstuelle referencer til alt fra Platon til Bibelen er der tale om en dybt kompleks organisme, hvis stofskifte fortsat er genstand for undren, ærefrygt og begejstring. I Rumis verden drejer det sig om at transcendere selvet til fordel for en tilstand af oprindelig sjælero, en kosmisk forening med Gud.

Men skønt målet således ligner al anden mysticisme, er virkemidlerne til gengæld ekstraordinære: der er ikke tale om nogen vindtør nedvurdering af det dennesidige, tværtimod søger Rumi i sine tekster stædigt at tillægge hverdagen guddommelig mening.

Også beruselsen og det erotiske liv er for Rumi selvfølgelige spirituelle erfaringsflader, og i hans digte finder man fuldemandssnak og sjoferter side om side med malende beretninger fra det seksuelle livs lykkesagligheder og overdrev. Et ofte citeret eksempel er lærehistorien om tjenestepigen, som dyrker lidenskabelig sex med et (uhyre velhængt) æsel, og man forstår, at Nicholson måtte skåne sine victorianske læsere for detaljerne og oversætte de værste slibrigheder til latin.


Jo, Rumi er fortsat lyslevende, og Folmer Blume Leides kommenterede gendigtning (efter især engelske forlæg) skal være velkommen på poesielskeren og/eller mystikerens boghylde side om side med Nikolaj Nottelmanns fordanskede udvalg af lærehistorier fra 2001 (sammenlign selv de to oversættelser).

Leide - som er udøvende sufi og derfor kender traditionen indefra - tilbyder læseren 13 tematiske indgange til det enorme forfatterskab, men skal jeg være ærlig, foretrækker denne anmelder at skippe kommentarerne og læse rastløst og på tværs: Rumis digte er på én gang banale og uudgrundeligt dybe, sære og selvindlysende, fremmede og uafrystelige. Som dansende fnug. I den inderste ørken.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu