Hvor var vi henne uden oldpersisk poesi? Jeg tænker naturligvis først og fremmest på gavtyven Abu Nuwas og livsnyderen Hafez, men i allerhøjeste grad også på Omar Khayyam, hvis samling af firelinjede epigrammer ('Rubaiyat') stadig spøger i verdenslitteraturens Departement for Ørkenpoesi og så sent som i 1986 dannede forlæg for Henrik Nordbrandts fejrede 'Håndens skælven i november'. Men vigtigst af dem alle er dog Mevlana Jalaluddin Muhammed Rumi - ikke blot fordi hans oeuvre er frygtindgydende stort og mangfoldigt (alene hovedværket 'Mathnawi' er med sine 26.000 tolinjede vers længere end 'Illiaden' og 'Odyseen' tilsammen), men også fordi hans liv og skrift fortsat indtager en uomtvistelig placering i midtpunktet af den islamiske sufikultur. Som spirituel mester er Rumi således lyslevende, og hans orden af Dansende Dervisher eksisterer i bedste velgående. Hertil kommer, at Rumi i de senere årtier har fået en veritabel renæssance blandt identitetshungrende vesterlændinge - antallet af engelsksprogede Rumi-udgivelser er eksploderet, og det siges, at Coleman Barks 'The Essential Rumi' (1993) har gjort den gamle perser til USA's mest solgte poet.
Den inderste ørken
Lyt til artiklen
