På flappen af Jesper Bergs nye digtsamling meddeles det, at digteren er født i Sønderjylland og bor i Damaskus. Denne oplysning er ikke helt irrelevant, hvis man vil forstå bevægelsen i forfatterskabet: Efter den Strungeinspirerede debut, 'Ingen bedre tid' (1991), tog Jesper Berg til Mellemøsten, hvor han rejste rundt i nogle år, før han så slog sig ned i Damaskus. Hans anden digtsamling, 'Steler og livstavler' (1999), bar præg af denne rejse tilbage til den vestlige civilisations vugge. Med sin nye bog kommer Berg så i en vis forstand hjem igen; han vender tilbage som en fremmed til sit fødeland og betragter så at sige Danmark fra Damaskus. Bogens titel er derfor et dobbeltspil: 'Egne egne', hedder den - med undertitlen (eller genrebetegnelsen) 'Nordsødigte'. De egne egne er sønder- og vestjyske lokaliteter som Ditmarsken, Vadehavet, Esbjerg, Ribe og Tønder, foruden Børglum, Ballum, Rudbøl og en del andre steder. Digtenes jeg er konstant på farten, og denne strejfen skal forstås geografisk såvel som mentalt: Jeget søger et fast holdepunkt, et hvilested i en foranderlig verden, men da digtene samtidig handler om at være i live på trods af dødens konstante nærvær, fremskriver bogen alt i alt et paradoks, der kan formuleres som et dobbeltspørgsmål: Kan man finde et hvilested uden at skulle stedes til hvile? Eller kan man omvendt være i konstant bevægelse uden at miste sin identitet?
Hvilesteder
Lyt til artiklen
