Paulo Coelho er en populær forfatter, hvis bøger har betydet meget for mange slags mennesker. Det gør ikke alene forlaget opmærksom på, bl.a. ved at opremse millionsalgstal og kalde ham en 'referenceforfatter', hvad det så end er for en fugl. Han selv beskriver både i forordet og i efterskriften til romanen 'Elleve minutter' møder med læsere, der har været dybt grebne af hans bøger. Jamen, whau! Og undskyld mig, at jeg ikke er overbevist om den brasilianske forfatters dybe visdom, men kun aldeles målløs. Jeg fatter ikke succesen. 'Elleve minutter' er en bevidst naiv bog, i lighed med en anden Coelho-succes 'Alkymisten'. Ligesom tidligere tiders kiosklitteratur som 'Jonathan Livingston Havmåge'. Eller andre af den type. Holdt i et enkelt 'eventyrsprog', for den kaldes en slags eventyr og begynder - efter to tilløb i form af en tilegnelse og et intro fra Bibelen, sågu - med: »Der var engang en prostitueret, der hed Maria«. Og så går det ellers langsomt fremad med sneglespor gennem Marias liv i Brasilien og den første forelskelses skuffelse til hendes liv som luder i Schweiz og mødet med en maler, der måske betyder begyndelsen til kærlighed og lidenskab. Alt sammen heftet op med godtkøbsvisdom såsom »Den sande frihed er at have det vigtigste i verden uden at eje det«. Aja, aj, aj! Alt er selvfølgelig ikke som en 'sand historie' fra Ude & Hjemme 1953. Indimellem fokuseres på virkeligheden, såsom at ludere fylder sig selv med dårlige undskyldninger for ikke at holde op med deres erhverv. Men når man tænker på enkle historier, såsom 'Den lille prins', der med få virkemidler kan opridse et fuldt færdigt poetisk univers, der giver mening gennem alle tider, så er det her altså for tyndt. De elleve minutter henviser til den tid, en luder i realiteten bruger på sex med en kunde (alt det andet er afklædning og snak). Personligt brugte jeg mange gange elleve minutter på denne bog, og de var fuldstændig spildt.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























