I Dansklærerforeningens udmærkede serie 'Frit for fantasi', redigeret af Hans Otto Jørgensen, har Bent Vinn Nielsen bidraget med en fin lillebitte erindringslignende roman fra det nordjyske. 'Elegante damer' er nok skræddersyet til fortællerens jævnaldrende trettenårige, men er det på en så naturlig måde, at man ikke mærker hensigt og derfor bliver opløftet. I historien om Tage, født først i halvtredserne, der bor med sin jævne, men ressourcestærke familie i en lille flække nord for Limfjorden, lader Vinn Nielsen sin til tider lovlig publicistiske galde blive i blækhuset. Desuden lader han tressernes nye konflikter og problemer: skilsmisse og utilpasset ungdom, holde til i nabofamilien, hvis søn er fortælleren Tages ven. Det er lige før Tages egen familie i al beskedenhed er for 'god' og velfungerende og forældrene for kloge til, at man helt tror på det. Men til en afveksling er det skønt at læse om en far, der fortjener sin søns stille respekt, og Tages indskrænkede storebror, som keder sin egen familie, er herligt nem at grine ad. Blot har man ondt af hans kæreste. Dette er Vinn Nielsen i ren aftapning: drengeliv (med kvinder) i den jyske provins med synlige svagheder, diskrete styrker og ingen, der tror, de er noget. Og denne gang i kærlig stuetemperatur. Titlens 'Elegante damer' er dem, der får visse mænd til at gøre dumheder. Vi fornemmer at Tage vil høre til disse mænd, selv om Ove Guldtand advarer ham om, at mænd, der kan nøjes med almindelige damer, nok har det lettere ... De almindelige damer, konerne, skal man nu heller ikke skue på hårene: de pynter sig og kan finde på at drikke 'sangerindetis', dvs. citronvand med snaps, når der er fest med Ove Guldtand på hammondorgel. Jeg læste den lille bog med fornøjelse, og jeg ville som lærer være henrykt for at kunne give en trettenårig knægt 'Elegante damer' med hjem. Men kan de efterhånden overhovedet læse i den alder? Jeg håber det.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























