Med stjernehimlen over sig og den halvtomme mave rumlende indeni får skrubtudsen Tudse tænkt en del tanker. Han er heller ikke ene om det. Ved sin side har Tudse en lille ven, dværgspidsmusen Spidsmus, og de to filosoferer sammen i nu adskillige bøger. Her er et par mere fra samme team. Ordstyrer er Sally Altschuler, og ved tegnebordet er Birde Poulsen - dyrenes tegner - og det er klart en ønskeopgave for hende. Spidsmus eller dværgspidsmus! Det er spørgsmålet i 'Tudses fine venner'. For i al sin forlorenhed kommer en vinbjergsnegl glidende forbi og skaber uorden i tankebanerne. Den er noget. Vinbjergsnegl med stort V. For en stund duperes den rare Tudse af en almindelig, spiselig sommerfugl, der pludselig kalder sig dagpåfugleøje. Den slipper væk; men humøret stiger, da vandsalamanderen Salamander nævner ordet skrubtudse. Alle er noget! Og der skal også være plads til private myter og sagn. For Tudse er det klart, at Store Tudse bor oppe på månen. Han har sprunget »det mægtigste spring nogen tudse har sprunget«. Det billede har Spidsmus svært ved at genkende, for det er jo Mutter Spidsmus, som sidder deroppe og bestemmer over stjernehimlen over sig. Den består nemlig også af spidsmus (med vinger). De umage dyr enes om, at der er plads til begge antagelser, og så gemmer de sig for uglen, der er sulten og temmelig tæt på. Tudse og Spidsmus er et rart par sammen. De supplerer og inspirerer hinanden i dagligdagens små iagttagelser. Det er lavbenet filosofi af højeste klasse. Tonen er godmodig og dog bestemt. Så det eneste, Birde Poulsen skal gøre, er at tegne, som hun vil. Og kan. Der er sart naturlyrik og almindelig realisme. Der er en særlig jublen i billederne. Meget foregår uden for firkanterne. Og i græshøjde. De fugtige grønne og blå farver ved vandhullet er afstemt efter halvmørket derinde. Det er faktisk temmelig godt!