Opført har Kaj Munks dramatik flere gange formået at gøre indtryk på anmelderen, mens det altid har ligget tungere med oplevelser ved læsning alene. For så bliver det, som er og altid har været Munkdramatikkens akilleshæl, hulheden, tydeligere. Et par af de rigtig gode oplevelser har været filmatiseringen af mirakelspillet 'Ordet' med Preben Lerdorff Rye i rollen som Johannes og opførelsen af samme tekst på Betty Nansen Teatret. 'Ordet' blev ved førsteopførelsen i 1932 en kæmpesucces, og affødt af denne skrev Munk nogle år senere en fortsættelse, selv om man egentlig ikke skulle tro, at det var muligt at tage denne tråd op igen. Arne Munk, en af Munksønnerne, har til udgaven af 'Ordet II', med undertitlen 'En almanakhistorie', skrevet et forord, hvori han dels ned i detaljen genfortæller stykkets handling, dels belærer læseren om, hvad der var Munks budskab, nemlig et opgør med moderniteten og med den biologiske naturvidenskab, der »har taget patent på mennesket, formet det i sit eget livsødelæggende billede ud fra et erkendelsesteoretisk tvivlsomt grundsyn. I forlængelse heraf rummer stykket en advarsel mod løgnens pervertering af menneskelivet. Det påpeget de tunge omkostninger ved almuens proletarisering og bylivets fornedrelse af mennesket«. Tunge ord, som er ved ganske at fratage læseren lysten til at gå i gang med selve skuespillet. En efterskrift havde nok været en mere givtig løsning.
Et fattigt ord
Lyt til artiklen
