Sjælen sidder i mørbraden

Lyt til artiklen

Vi nænnede ikke at omtale denne bog lige op til julen, men nu, hvor stegen er fortæret og finfølelsen på retur, er det tid at introducere Asger. Asger Møller. Nu 13 år. Søn af svinebaron Møller til Gyllegård, som drømmer om at blive godsejer og føje et diskret 'von' til familienavnet. Så er der grisen Frede, der bliver lun i sværen, når han ser på Piggy. »Sjælen sidder i mørbraden«, tænker han. Det er bestemt ikke almindelige grise, men forsøgsgrise af typen tys-tys. Faktisk kan de både tale dansk og cykle, men det viser sig alt sammen senere. For først skal Møller seniors ansøgning om at udvide virksomheden lige igennem systemet. Det går nemt med den nuværende regering! Man grynter af begejstring over Jørgen Munck Rasmussens bog om dyrevelfærd - især grisenes. 'Der var engang en gris' er en børnebog med lodrette meninger. Den er skrevet på vredens lette vinge med et stort stænk Scherfig. Forfatteren prøver overhovedet ikke på at være børnevenlig. Han er dyrevenlig. Og derfor har han hjertets renhed. Det er en ægte folkekomedie light på en dybt seriøs klangbund. Om et lille lokalsamfund i gylletankenes skygge. Naturligvis undslipper grisene Frede og Piggy fra laboratoriet. Frede skal have joggingtøj i størrelse XXXL, men så er han også klar til kamp for retfærdigheden. Frede banker de drenge, der driller Asger på grund af hans far, så nu er Asger på vej til at blive både fodboldspiller og vegetar, og på bogens sidste sider får han - om man så må sige - en ny far. Det er forbløffende, hvad den nyere hjerneforskning har gang i! Imens vokser GBF sig stærk. Grisenes Befrielsesfront arbejder sammen med MBF og HBF (= mink og høns). Bogens store rollemodel er husmand og hedder Helmut. Det er styrken i Jørgen Munck Rasmussens bog, at han tør fortælle en rigtig morsom historie om et dybt alvorligt emne. En moderne 'Peter Fidus'. Sprød i sværen. Et mildt, ironisk partsindlæg, som ikke skjuler, at vi mennesker har et stort problem med vores gummihumanisme, når man ser på, hvordan vi behandler dyr. Ikke mindst her i flæskestegens fædreland.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her