For nylig udkom Peter Dürrfelds børnebog 'Victor sætter mat' om venskab, sygdom, nørder, fodbold og det ædle skakspil. Nu kommer Daniel Zimakoff med omtrent samme historie og elementer. Dog er her ingen vejledning i brikflytning. 'En dødssyg ven' foregår heller ikke på Riget, den foregår i Helsingør, men hensigten er den samme. At tæmme modgang. Det er også en bog for yngre unge, derfor er Linnea med. Hun kan spille skak og kysse. Dog ikke samtidig. Det er en rigtig rosinbollehistorie, Daniel Zimakoff har skruet sammen. Foruden den kemoramte Vitus handler det om Oliver på 13 år, der pludselig mister sin bedste ven og dermed status i klassen. Nu hænger han på den papirstynde Vitus, der nogle gange kommer i rullestol, og 7.-klassens nye leder er en ondskabsfuld drillepind. Oliver er lun på Linnea i parallelklassen. Efterhånden som der bliver fyldt lige dele Tykke Niels og spejderjul på klassen, vokser interessen for drengen Vitus, der helt alene kæmper mod kræften. Han er en fint tegnet figur, der også får lov at afslutte historien. De øvrige personer er ret flade i betrækket. Daniel Zimakoff kan skrive. Han er god til en livlig pingpong-dialog, hvor det meste er usagt. Ligeledes vittigheder. Der er ingen slinger i handlingen. Det er tonen, der piber. Den er nærmest lalleglad. I sin iver efter at være naturlig over for Vitus' leukæmi har forfatteren anlagt et overstadigt forhold til brikkerne i sit eget spil. Og sidst i mislyden kommer så en slutning, der lyder helt rigtigt. Det lyder forkert. Men det er flot fejlet!