0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Moderne præstationssex

Den unge Adam Thirlwell skriver godt, men han har alt for travlt med at vise, hvad han kan og tør.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Man mærker straks, at den 25-årige britiske debutant Adam Thirlwell kan skrive. Men han undervurderer, hvad der skal til for at få en læser på krogen. Endeløse sexskildringer chokerer ingen læsere i dag - snarere kommer det hurtigt til at blive kedeligt.

Det gælder i hvert fald for denne roman med den meget lidt begrundede og alt for smarte titel 'Politik', hvori der praktiseres sex side op og side ned (»dyrkes sex«, som det hedder i den danske oversættelse) på mere eller mindre fantasifulde måder. Afbrudt af forfatterens intellektuelle indslag med anekdoter om historiske personer (Gramsci, Mandelstam, surrealisterne, Bukharin, Mao, Hitler m.fl.), der skal kaste et særligt tolkende lys over de tre personer, der fjumrer rundt på lagenet i deres fælles dobbeltseng.

De tre personer er den arkitektstuderende Nana, hendes kæreste Moshe, der er skuespiller, og Anjala, der laver voice over til reklamefilm. Hun rykker efterhånden tæt på parret i den menage à trois, som Nana foreslår, fordi hun gerne vil gøre noget for Moshe (»Denne bog handler om godhed«, oplyser forfatteren et sted). Moshe er noget usikker, men mener ikke, han kan sige nej til et tilbud, som han tror er enhver mands drøm. Anjala er mest lesbisk og alene, så hvorfor ikke ...


Sex er i denne roman ikke båret af begær og kun i begrænset omfang af lyst. Det er en pointe, at sex ikke altid handler om sex, men om alt muligt andet som f.eks. pligt, forventninger, præstation, at gøre noget for den anden etcetera.

Vi er vidne til megen seksuel konkurrence, som når Nana f.eks. iagttager Moshe og Anjala. Sidstnævnte stønner ekstatisk. Så megen lidenskab kan Nana slet ikke leve op til, erkender hun mistrøstigt. Men Anjala stønner bare på skrømt for at hidse Moshe op, så hun kan få overstået samlejet. Hun er overhovedet ikke i den syvende himmel, hvad både Moshe og Nana tror.

Den manglende synkroni mellem kroppen, tankerne og følelserne er genkommende i mange scener af endeløs detaljeringsgrad. Moderne præstationssex. Emnet er for så vidt godt nok, men problemet er bare, at man aldrig kommer til at interessere sig rigtigt for personerne. De holdes ud i strakt arm af forfatteren, der vender og drejer og analyserer dem under deres udfoldelser.


Også dette forholder forfatteren sig kommenterende til: »Jeg er bange for, at vi har brug for at kaste endnu et blik på Nanas og Moshes sexliv. Og jeg ved godt, hvad De tænker. De tænker, at De har fået mere end nok af deres sexliv. De vil have noget helt andet. De vil have en beskrivelse af en mineby i Sakhalin eller i Sibirien. De vil have mere shopping«.

Ja, hvad som helst, tænker man som læser, mens man konstaterer, at man kun er nået til side 85, og forfatteren fortsætter: »Jeg beklager. Deres sexliv var vigtigt«.

Et andet sted siger han: »Jeg er ikke interesseret i læsere, der gerne vil identificere sig med Moshe og Nana. Jeg er interesseret i, at læseren forstår det her«. Nu er identifikation jo en kongevej til forståelse i skønlitteraturen, men det lader jeg gerne ligge - refleksioner er heller ikke af vejen. Og disse forfatterhenvendelser og analyser bryder i det mindste det hele, om end de ikke fjerner oplevelsen af, at romanen er ret kedelig.

Adam Thirlwells stilideal er muligvis Milan Kunderas essayistiske romankunst. Han nævnes ikke helt tilfældigt til sidst. Men det kræver mere charme og et mere inciterende tonefald, som Thirlwell ikke har fundet endnu. Han kommer muligvis til det, når han er færdig med på rigtig drengerøvsmaner at vise: Se hvad jeg kan, se hvad jeg tør!

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce