Ondskab og svig stablet oven på hinanden, det er hovedindholdet i G.P. Taylors 'Skyggemaner', der en overgang var fremme på de britiske hitlister, er solgt til mange lande og snart skal filmatiseres. Sådan er det med den fantastiske historie internationalt for øjeblikket: De velsmurte speedsnakkere har overtaget - ofte i tre bind - og man kan (åbenbart) score kassen ved blot at blive nævnt i sammenhæng med Harry Potter. Er det så end negativt. 'Skyggemaner' er en usædvanlig langstrakt og udspekuleret affære. Den er angiveligt skrevet af en præst. Og den handler også om en præst, der er bare så ond. Pastor Demurral fra den lille nordengelske kystflække startede sin karriere som ond, allerede da han var barn. Hans kælemus levede ikke længe. Og nu kaster Demurral en mørk skygge over hele sit sogn og sin menighed. Der er ikke den pengegivende kriminelle handling, som denne mand ikke har en finger med i. Han køber og sælger, snyder og bedrager, og så står han i ledtog med de rigtig onde kræfter. Pyratheon alias Baal alias Pan m.fl. Vi er i 1700-tallets England, hvor smugling i eget skib var en indbringende forretning. Over for Demurral står den fremmede dreng Raphah, der vil fred og forsoning. Han dyrker Riatmus, der minder en del om vores Gud. Sammen med Raphah er to helt almindelige, lokale børn. Raphah er selv magi, og det redder de gode helt frem til slutningen, hvor en cliffhanger er ubehændigt anbragt. Det er i det hele taget ikke det gode sprog og den raffinerede komposition, der præger 'Skyggemaner', men derimod en ubehjælpsom, manisk ophobning af væsner og fæle fælder. Historien er spændt helt ud, så den både rummer anslag af sort dæmoni og ren Bambi. I sin iver for at favne hele læserskaren favner G.P. Taylor ingen.